Af Ritzau - 27/06-17 22:37; Opdateret: 27/06-17 23:10

Manden bag journalisten i Stieg Larssons krimitrilogi er dødManden bag journalisten i Stieg Larssons krimitrilogi er død

Michael Nyqvist var tilknyttet Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm, men spillede også filmroller.

storybild

Michael Nyqvist, som døde tirsdag, er blandt andet kendt for rollen som journalisten Mikael Blomkvist i filmtrilogien baseret på Stieg Larssons bøger. De tre film har titlerne "Mænd der hader kvinder", "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt". (Billede: Reuters/Tt News Agency/arkiv)

Den svenske skuespiller Michael Nyqvist er død efter en periode med sygdom. Det oplyser hans familie ifølge nyhedsbureauet NTB.

Han blev 56 år.

Nyqvist var tilknyttet Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm. Han spillede også roller i film og tv-serier.

Han er måske mest kendt for rollen som journalisten Mikael Blomkvist i filmtrilogien baseret på Stieg Larssons bøger.

De tre film har titlerne "Mænd der hader kvinder", "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt".

Efter uddannelse på dramaskolen i Malmø brød Nyqvist igennem som politimanden John Banck i en række på syv "Beck"-film på tv i 1997 og 1998.

Det gennembrud befæstede han med filmen "Tilsammans" i 2000.

I 2010 spillede han sammen med Sonja Richter i Per Flys "Kvinden der drømte om en mand".

Rollen som journalisten Blomkvist åbnede ifølge Dagens Nyheter døren til Hollywood.

I 2012 spillede han skurk i "Mission: Impossible - Ghost Control" med blandt andre Tom Cruise på rollelisten.

Svenskeren spillede sammen med Keanu Reeves i "John Wick", og her kom han til skade under indspilningen af en actionscene. Han måtte sys i hovedet.

Michael Nyqvist blev adopteret som spæd. Hans biologiske far er italiensk.

Han mødte faren første gang, da han var 35 år. Hans biologiske mor er svensk.

Det var først under en ferie som ganske ung, at han fik at vide, at han var adopteret. Han beretter om sin opvækst i bogen "När barnet har lagt sig".

Michael Nyqvist havde to børn, Ellen og Arthur, med Catharina Nyqvist Ehrnrooth, som bygger kulisser til film.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx