Af Ritzau - 03/12-16 02:56; Opdateret: 03/12-16 05:02

Trump roser Dutertes omstridte krig mod narkokriminelleTrump roser Dutertes omstridte krig mod narkokriminelle

Ifølge Rodrigo Duterte mener Donald Trump, at Filippinerne bekæmper kriminalitet på "den rigtige måde".

storybild

Filippinernes præsident har ikke igen med sin kritik af USA og Barack Obama. Nu har Donald Trump inviteret ham til Washington (Billede: Reuters/Lean Daval Jr)

USA's kommende præsident, Donald Trump, mener, at Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, bekæmper narkokriminalitet "på den rigtige måde".

Det siger den kontroversielle filippinske leder lørdag, efter at de to talte sammen i telefon sent fredag aften amerikansk tid.

Meldingen er i stærk kontrast til den kritik, som Duterte har modtaget fra USA's siddende præsident, Barack Obama.

Duterte ringede selv til Donald Trump fredag for at lykønske ham med sejren over Hillary Clinton.

Donald Trump lykønskede til gengæld Duterte med hans "succes" i præsidentens kontroversielle kamp mod kriminelle i landet.

En kamp der ifølge Duterte selv har kostet 4800 mennesker livet siden juni.

- Han var meget opmærksom på vores bekymring for narko. Og han ønsker mig alt godt i mit arbejde og sagde ... at vi gør det som en selvstændig nation "på den rigtige måde", siger Duterte ifølge AFP lørdag.

Duterte har indledt en kamp mod narkokriminelle, der er uden sidestykke og er blevet mødt med stor international kritik.

Duterte vandt præsidentvalget i Filippinerne i maj, efter at han havde lovet at dræbe titusindvis af narkokriminelle.

I sin regeringsperiode har han opfordret politi såvel som civile til at dræbe stofmisbrugere.

Rodrigo Duterte har desuden sagt, at han selv "med glæde vil slagte" tre millioner stofmisbrugere i landet.

I oktober annoncerede Duterte, at Filippinerne fremover vil løsne sig fra det tætte bånd, der ellers har karakteriseret forholdet til USA i mange år.

Efter samtalen med Donald Trump er Duterte dog tilsyneladende kommet på andre tanker.

Duterte siger således, at han "fornemmer en god kemi" med en "animeret" Trump.

Duterte oplyser desuden, at Donald Trump har inviteret ham til New York og Washington. Duterte besvarede invitationen ved at invitere Donald Trump til regionalt topmøde, som Filippinerne skal være vært for næste år.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx