30/03-18 20:27; Opdateret: 30/03-18 20:57

Ambassadør: Udviste diplomater påvirker Danmark i RuslandAmbassadør: Udviste diplomater påvirker Danmark i Rusland

Vi kan løfte færre opgaver, vurderer dansk ambassadør i Moskva, efter at to diplomater skal retur til Danmark.

storybild

Det vil få betydning for arbejdet på den danske ambassade i Moskva, at to diplomater fredag er blevet sendt ud af landet. Det vurderer Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler. Scanpix/Nikolskiy Alexey/arkiv

Moskva. Udvisningen af to danske diplomater fra Rusland kommer til at påvirke det daglige arbejde på den danske ambassade i Moskva.

Det vurderer Thomas Winkler, der er Danmarks ambassadør i det store land.

- Det er klart, at når man tager to personer ud fra det ene øjeblik til det andet, så har det selvfølgelig en betydning for ambassadens opgaver.

- Vi kan løfte færre opgaver, end vi kunne, da de to stadig var på ambassaden, siger han.

Fredag fik Danmark besked på at sende to danske diplomater hjem fra tjeneste i Rusland.

Det er sket som led i en række udvisninger af diplomater fra blandt andre EU-lande, Ukraine og USA.

Udvisningerne sker som svar på, at russiske diplomater er blevet sendt hjem til Rusland.

Årsagen, der ligger bag den diplomatiske storkonflikt, er giftangrebet på den tidligere russiske spion Sergej Skripal 4. marts i den britiske by Salisbury.

Det er særligt i forhold til netværk og kontakter i det russiske samfund, at de to udviste diplomater vil mangle, vurderer ambassadøren.

- Men der vil formentlig også være interne opgaver på ambassaden, som ikke kan blive løftet med det samme, siger han.

På den danske ambassade var der indtil fredag ansat ni danske diplomater. Det er to af dem, der er udvist.

Ud over de ni tjenestemænd i Moskva er der ansat en diplomat fra Færøerne, der også er angivet som dansk og en dansk generalkonsul i Sankt Petersborg.

De russiske myndigheder har bedt to navngivne personer forlade landet, fortæller Winkler, der ikke vil komme nærmere ind på, hvem det er.

- Men det er personerne, individerne, som forlader Rusland. Det er ikke stillingerne, der bliver nedlagt, siger han.

Ifølge ambassadøren kan Danmark teoretisk set vælge at genbesætte stillingerne med andre folk.

Selv om den diplomatiske krise ikke kun er mellem Danmark og Rusland, har alligevel en betydning for forholdet mellem de to lande, vurderer Winkler.

- På det diplomatiske niveau er situationen anspændt. Det kan ikke undgå at påvirke os alle, siger han.

Men det er endnu for tidligt at sige, om det får betydning for forholdet på længere sigt.

- Det er ikke umiddelbart min fornemmelse, men der tager jeg forbehold, for vi må se, hvad virkeligheden byder på, siger Thomas Winkler.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Kendt amerikansk skuespillerinde...
bt.dk
Verdensstjerne i København: 'Jeg...
bt.dk
DR har delt X Factor-seernes data med...
bt.dk
Superliga-stjerne har fået sit store...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx