Af Ritzau - 10/06-17 21:52; Opdateret: 10/06-17 22:31

Iranske styrker dræber hjernen bag IS-angreb i TeheranIranske styrker dræber hjernen bag IS-angreb i Teheran

17 blev dræbt, da selvmordsbombere angreb i Teheran onsdag. Bagmanden er nu dræbt, siger minister.

storybild

Manden bag terrorangreb mod parlamentet og ayatollah Khomeinis mausoleum, som kostede 17 mennesker livet, er lørdag blevet dræbt af sikkerhedsstyrker, siger Irans efterretningsminister ifølge nyhedsbureauet Tasnim. (Billede: Scanpix/Ho)

Hjernen bag to blodige angreb i Teheran onsdag i denne uge er blevet dræbt af iranske sikkerhedsstyrker.

- Manden bag terrorangreb mod parlamentet og ayatollah Khomeinis mausoleum, som kostede 17 mennesker livet, er lørdag blevet dræbt af sikkerhedsstyrker, siger Irans efterretningsminister.

Det skriver nyhedsbureauet Tasnim.

Islamisk Stat (IS) hævder at stå bag angrebene.

Bevæbnede mænd og selvmordsbombere stormede onsdag det iranske parlament i Teheran og den krypt, der huser afdøde ayatollah Ruhollah Khomeinis grav.

Det tog omkring fem timer for iranske sikkerhedsstyrker at nedkæmpe angriberne.

IS lagde en video med optagelser af angrebet ud på internettet via dets medie Amaq. Det er sjældent, at der lægges optagelser ud, mens et angreb er i gang.

Optagelserne var fra parlamentskontoret.

Jihadister fra den sunnitiske IS-gruppe anser de shiitiske iranere for at være frafaldne. Gruppen fordømmer, at Iran er involveret i krigen mod IS i både Syrien og Irak.

Angrebet i Teheran begyndte midt på formiddagen, da fire bevæbnede mænd trængte ind i parlamentskomplekset i det centrale Teheran. Her dræbte de en sikkerhedsvagt og en anden person.

Angriberne var klædt som kvinder, har en embedsmand i indenrigsministeriet sagt. De kom via bygningens hovedindgang.

En udløste en selvmordsvest, da de andre blev dræbt af sikkerhedsvagter.

På omtrent samme tidspunkt trængte to andre angribere ind i mausoleet, hvor en gartner blev dræbt. Adskillige andre mennesker blev såret.

Den ene af angriberne udløste en selvmordsvest, mens den anden blev dræbt af skud.

Et tredje angreb blev forhindret, siger myndighederne.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx