Af Ritzau - 23/06-17 14:41

Nordkorea afviser at have torteret 22-årig amerikanerNordkorea afviser at have torteret 22-årig amerikaner

Afdød amerikansk studerende var "kriminel", siger Nordkorea, der afviser at have mishandlet ham.

storybild

Den amerikanske studerende Otto Warmbier bryder sammen i en retssal i Nordkorea i marts 2016. Han døde i denne uge, efter at han var sendt hjem i koma efter 17 måneders fangenskab i Nordkorea. (Billede: Reuters/Kcna Kcna/arkiv)

Nordkorea afviser at have udsat en nu afdød amerikansk studerende for tortur.

Den 22-årige Otto Warmbier gik i koma under opholdet i en fangelejr i Nordkorea. Han blev løsladt af humanitære årsager, men døde en uge senere.

Nordkorea betegner fredag den unge amerikaner som "en kriminel fra fjendens side", men skriver i en officiel meddelelse, at han fik lægehjælp og behandling "på en humanitær basis", indtil han blev sendt hjem til USA.

Efter løsladelsen 13. juni konstaterede amerikanske læger, at Warmbier havde betydelige skader i hjernen.

Hans forældre har givet Nordkorea skyld for sønnens død. Ifølge forældrene er det det nordkoreanske styres "forfærdelige torturøse mishandling" af ham, der forårsagede hans død.

Amerikanske læger har ikke kunnet fastslå, præcis hvad der har forårsaget Otto Warmbiers alvorlige hjerneskader.

Warmbier havde siddet fængslet i Nordkorea i 17 måneder for at stjæle en plakat af Nordkoreas landsfader, Kim Il-Sung, fra et hotel i hovedstaden Pyongyang - noget han grædende indrømmede.

Det skete i forbindelse med en turistrejse til landet i slutningen af 2015.

I marts 2016 blev den unge amerikaner idømt 15 års hårdt strafarbejde af den nordkoreanske højesteret. Han blev dømt for "statsfjendtlig virksomhed".

I sidste uge blev han sendt hjem til USA af regimet i Nordkorea, som forklarede løsladelsen med "humanitære årsager", hvorefter Warmbier blev indlagt på et hospital i Cincinnati.

Han blev erklæret død mandag og begravet torsdag.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx