Af Ritzau - 04/03-17 12:28; Opdateret: 04/03-17 14:27

Koleraudbrud koster mindst 69 livet i tørkeramte SomaliaKoleraudbrud koster mindst 69 livet i tørkeramte Somalia

Et koleraudbrud skyldes vandmangel i Somalia, der også står over for en sultkatastrofe på grund af tørke.

storybild

Ifølge FN er mere end 50.000 underernærede børn i Somalia i livsfare. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Mohamed Abdiwahab)

Et koleraudbrud har kostet mindst 69 livet omkring byen Baido i tørkeramte Somalia det seneste døgn. Det oplyser en talsmand for den lokale regering.

Det er primært børn og ældre, som er døde i landsbyerne nær Baido, fortæller den humanitære chef i området, Abdullahi Omar Roble.

Flere end 70 er indlagt på hospitalet for at modtage behandling. Men der er ikke nok medicin til at behandle alle patienter, siger Roble.

Hvis man rammes af kolera, får man akut diarre. Sygdommen kan være dødelig inden for få timer, hvis den ikke bliver behandlet.

Sygdommen spredes via vand eller mad, som er forurenet med bakterien vibrio cholera.

Koleraudbruddet skyldes manglen på vand i landet, der i forvejen står over for en sultkatastrofe på grund af tørke.

Tørken rammer 6,2 millioner. Ifølge FN er mere end 50.000 underernærede børn i landet i livsfare. Før 2017 er omme, kan 944.000 børn være underernærede og 185.000 i en særdeles alvorlig grad.

Flere nødhjælpsgrupper frygter, at situationen kan udvikle sig til hungersnød.

Men nødhjælpsarbejdet bliver besværliggjort af kampene mellem somaliske styrker og den islamistiske gruppe al-Shabaab.

Somalia er ikke det eneste land i regionen, hvor store dele af befolkningen sulter.

Sydsudan erklærede i februar hungersnød i dele af landet. Også i krigshærgede Yemen mangler befolkningen mad.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx