09/09-17 11:50

Cuba frygter store ødelæggelser efter IrmaCuba frygter store ødelæggelser efter Irma

Omkring en million mennesker langs Cubas nordlige kystregioner har forladt deres huse, inden Irma rammer.

storybild

Et blik på aftenhimlen forud for orkanen Irmas ankomst i den cubanske by Caibarien fredag aften. Reuters/Alexandre Meneghini

Havana. Orkanen Irma pustede sig op og blev en kategori 5 storm, da den natten til lørdag rasede hen over Cuba. Men ud på morgenen havde den dæmpet sig en smule og blev til en kategori 4 storm på sin vej mod Florida.

Den fejer dog stadig hen over det centrale Cuba med vindstød op til 249 kilometer i timen, oplyser det amerikanske orkancenter.

Myndighederne i Cuba frygter, at Irma vil forårsage enorme ødelæggelser langs de nordlige kystregioner.

- Der er meget kraftige vindstød. Styrtregn kommer og går, og lyset er gået ud, fortæller Anaida Gonzalez, en pensioneret sygeplejerske i Camagüey-provinsen.

Irma ramte ved 5-tiden lørdag morgen dansk tid Camagüey i det centrale Cuba med vindstød på op mod 260 kilometer i timen, oplyser USA's orkancenter.

Omkring en million mennesker har forladt deres huse og overnatter hos familiemedlemmer eller på herberger i mere sikre områder.

Langs med Cubas nordlige kyst er der sket ødelæggelser, der minder om de kaotiske scener, som andre dele af Caribien har oplevet i de seneste dage.

Cubansk tv viser billeder af høje bølger, faretruende sorte skyer, massive regnskyl, bøjede palmetræer og væltede elmaster.

Irma ventes at forårsage oversvømmelser på op til tre meter i dele af Cuba, inden den søndag morgen sætter kursen mod Florida.

Internationalt Røde Kors siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at 1,2 millioner mennesker i Caribien er berørt af orkanen. Det tal kan i værste fald stige til 26 millioner.

Analysefirmaet Enki Research har regnet sig frem til, at de samlede ødelæggelser kan løbe op i mere end 120 milliarder dollar (740 milliarder kroner), skriver AFP.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx