Af Ritzau - 26/06-17 04:33; Opdateret: 26/06-17 05:13

Ukendte mænd dræber børn og betjente på blodig dag i MexicoUkendte mænd dræber børn og betjente på blodig dag i Mexico

Fire børn og delstatens føderale politichef er blandt de ti dræbte i flere angreb i Veracruz i Mexico lørdag.

storybild

Siden Mexico satte landets militær ind i krigen mod narkotikahandel i 2006, har en bølge af blodsudgydelser efterladt flere end 200.000 mennesker døde eller savnede. (Billede: Scanpix/Yuri Cortez/arkiv)

Bevæbnede mænd brast lørdag ind på en restaurant i byen Veracruz i den mexicanske delstat af samme navn og skød og dræbte den føderale politichef, Camilo Castagne, samt en anden politibetjent.

Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge The New York Times.

I et andet angreb i Veracruz lørdag blev fire børn og to voksne fra den samme familie dræbt af ukendte gerningsmænd i byen Coatzacoalcos.

Samtidig blev to kvinder samme dag dræbt i byen Orizaba.

I en video, som guvernøren i Veracruz, Miguel Angel Yunes, har lagt ud på nettet, kalder han gerningsmændene for "monstre" og "kujoner".

Samtidig gentager han sit løfte om at slå hårdt ned på organiseret kriminalitet i staten.

- Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt - hvad end det kræver - for at Veracruz ikke bliver holdt som gidsel af disse dyr, siger han.

Drabet på politichef Camilo Castagne sker, blot to dage efter at han sammen med netop guvernør Miguel Angel Yunes havde deltaget i et arrangement mod den kriminalitet, som hærger landet.

Veracruz har oplevet en bølge af drab, bortførelser og afpresning, som kriminelle bander står bag.

Ifølge tal fra de føderale statistikker blev 625 mennesker dræbt i delstaten i løbet af de første fem måneder af 2017. Det er en stigning på 93 procent i forhold til samme periode sidste år.

Samtidig er flere end 300 lig blevet fundet i massegrave, som bander har brugt til at forsøge at skjule deres ofre i.

Miguel Angel Yunes overtog jobbet som guvernør i slutningen af sidste år efter Javier Duarte, som flygtede efter at være blevet anklaget for korruption.

Han blev dog fundet i Guatemala i april og anholdt.

Siden Mexico satte landets militær ind i krigen mod narkotikahandel i 2006, har en bølge af blodsudgydelser efterladt flere end 200.000 mennesker døde eller savnede.

Alene i maj i år blev 2186 mennesker dræbt i Mexico. Det viser en rapport fra det nationale offentlige sikkerhedssystem i landet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx