Af Ritzau - 01/05-17 13:42; Opdateret: 01/05-17 15:14

Blair melder sig klar i britisk politik i kamp mod brexitBlair melder sig klar i britisk politik i kamp mod brexit

Den tidligere britiske premierminister siger, han vil være med til at forme debatten om britisk EU-exit.

storybild

Brexit-halløjet har givet mig en direkte motivation til at blive mere involveret i politik, siger den i dag 63-årige Tony Blair. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Stefan Rousseau)

Tidligere premierminister Tony Blair melder sig atter ind i britisk politik med det klare formål at bekæmpe brexit.

Men han erkender, at han fortsat er en politisk skikkelse, der splitter landet.

Den tidligere leder for Labour siger, at han ikke vil stille op ved det britiske parlamentsvalg 8. juni.

Men han erklærer sig klar til at få "beskidte hænder" ved at være med til at forme debatten om de forhandlinger, der skal føre til, at briterne melder sig ud af EU.

- Jeg ved godt, at i samme øjeblik jeg stikker mit hoved ud af døren, så får jeg en spand møg hældt i hovedet, men jeg føler meget stærkt for dette her, siger han til avisen Daily Mirror.

- Jeg ønsker ikke at være i en situation, hvor vi gennemlever dette øjeblik i historien, og jeg ikke havde noget at sige om det. For det ville betyde, at jeg var ligeglad med dette land. Det er jeg ikke, forklarer han.

Et lille flertal af de britiske vælgere besluttede i juni sidste år, at Storbritannien skal forlade EU. Premierminister Theresa May aktiverede for lidt over en måned siden den to år lange skilsmisseproces.

Blair vandt som leder for Arbejderpartiet tre parlamentsvalg, og han var premierminister fra 1997 til 2007. Men hans sidste år som regeringschef blev sværtet af hans beslutning i 2003 om at gå i krig i Irak sammen med USA.

Irak-invasionen er med til endnu i dag at give ham et dårligt ry i mange kredse i Storbritannien.

Blair siger til Daily Mirror at han ikke vil modsætte sig udfaldet af sidste års folkeafstemning. Men vælgerne bør få en mulighed for at skifte mening, den dag hvor betingelserne for udtræden af EU er klar.

- Brexit-halløjet har givet mig en direkte motivation til at blive mere involveret i politik, siger den i dag 63-årige Blair.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx