Af Ritzau - 16/03-17 08:07; Opdateret: 16/03-17 08:22

EU-ekspert: Opgør med eliten udeblev ved valg i HollandEU-ekspert: Opgør med eliten udeblev ved valg i Holland

EU-ledere kan være lettede efter valget i Holland, hvor premierminister Mark Ruttes parti fik flest stemmer.

storybild

Den hollandske premierminister Mark Rutte, efter at han onsdag havde afgivet sin stemme ved det hollandske parlamentsvalg. (Billede: Reuters/Michael Kooren)

De europæiske ledere er torsdag morgen lettede, efter at det står klart, at det liberale parti VVD med premierminister Mark Rutte i spidsen bliver det største parti ved valget i Holland.

Det vurderer Marlene Wind, EU-ekspert og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

- De kan se, at det ikke er en ustoppelig flodbølge af højrenationale partier, som er på vej ind over de europæiske demokratier. De vågner lettede op, for det er klart, at de havde frygtet noget andet og værre, siger hun.

Marlene Wind kalder valget et nederlag for det højrenationale Frihedspartiet med Geert Wilders i spidsen. Partiet bliver det næststørste i parlamentet, men fik ikke den fremgang, som det på forhånd var blevet spået.

Det var også et nederlag til pressen, som havde forudset, at den kontroversielle politiker ville få meget medvind - særligt efter den historiske brexit-afstemning og det amerikanske valg.

- Pressen har kørt valget op, som om det var det endelige bevis for, at nu rullede oprøret mod eliten, siger Marlene Wind.

Men EU's ledere vil ikke lægge sig på en sovepude, for det hollandske parlamentsvalg var bare det første af tre valg i 2017 i EU, hvor fremtrædende nationalister som Geert Wilders står med gode kort på hånden.

I Frankrig står Marine Le Pen i spidsen for det højrenationale parti Front National, der har stor opbakning inden det afgørende runde i præsidentvalget i maj.

Og i september går det EU- og indvandringskritiske parti Alternative für Deutchland (AfD) også til parlamentsvalg med en del opbakning i Tyskland.

- Man vil stadig være bekymret for det franske valg, som er det vigtigste. Og man må koncentrere sig om at håbe, at fornuften også råder i Frankrig, siger Marlene Wind.

- Men logikken med, at der var sat en dominoeffekt i gang, er der ikke.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx