Af Peter Ølholm Hansson - 16/10-17 11:36

Hun er urolig for Trumps tilstand: 'Jeg har aldrig været bekymret over det her. Men det er jeg nu'Hun er urolig for Trumps tilstand: 'Jeg har aldrig været bekymret over det her. Men det er jeg nu'

Hillary Clinton har aldrig bekymret sig over, at en siddende amerikansk præsident har kunnet 'trykke på den røde knap'. Men det har ændret sig nu.

storybild

Hillary Clinton fotograferet i weekenden. (Billede: REBECCA NADEN)

Faktisk siger Hillary Clinton nu ligeud, at hun frygter, at USA's præsident Donald Trump på et tidspunkt vil lancere et angreb med landets atomvåben. Og den 69-årige tidligere præsidentkandidat er samtidig bange for, at ingen kan stoppe Trump i eventuelt at gøre det.

Det skriver den britiske avis The Independent, efter at Hillary Clinton i weekenden talte under en litteraturfestival i London. Her var Clinton mødt op for at promovere sin nye bog, 'What Happened', hvori hun giver sin version af valgkampsnederlaget til netop Donald Trump.

Hillary Clinton fortalte, at hun frygter, at Donald Trump ikke kan styre sig i tilfælde af, at han bliver rigtig vred. Og at han derfor på et tidspunkt vil handle i affekt og sende atomvåben af sted mod et land, han måtte have en konflikt med.

Ifølge Clinton selv er hun tilsyneladende ikke ene om at være bekymret for præsidentens evne til at styre sit temperament. For Clinton hævdede, at erfarne medlemmer af Trumps kabinet arbejder på at lave regler, der forhindrer Trump i at kunne trykke på den røde knap efter forgodtbefindende. Det samme gør folk fra begge sider af Kongressen ifølge Clinton.

Det er ikke første gang, at Clinton rejser tvivl om Donald Trumps evne til at håndtere et atomarsenal. Under sin valgkamp fik hun et tidligere militært medlem af staben i Det Hvide Hus til at stå frem. Vedkommende havde tidligere haft ansvar for at føre en eventuel ordre om et atomangreb ud i livet. Og ved den lejlighed advarede personen om at give Trump 'koden' til atomvåbnene.

»Mange mennesker troede, at jeg overdrev. Men nu er vi urolige, og Kongressen er bekymret for, om den kan tage magten fra Trump, så han i et øjebliks vrede ikke kan gribe telefonen og ringe til den, der måtte sidde i kontrolcentret den dag,« sagde Hillary Clinton ifølge The Independent.

Clinton tilføjede, at hun har været meget uenig i tidligere præsidenters politik. Men hun har aldrig bekymret sig over, at den siddende amerikanske præsident har kendt koden til USA's atomvåben. Før nu.

Det er anden gang på kort tid, at Donald Trumps temperament bliver omtalt. Den politiske korrespondent Gabriel Sherman skrev i sidste uge en artikel i magasinet Vanity Fair, hvori han beskrev, hvordan Trump nærmest var ved at falde fra hinanden. Præsidentens dårlige humør kommer sig angiveligt af, at han ikke har opnået de resultater, han gerne ville:

»Jeg hader alle i Det Hvide Hus! Der er nogle få undtagelser, men jeg hader dem,« skulle Trump have sagt ifølge unavngivne kilder.

Donald Trump har ikke reageret på Hillary Clintons udtalelser. Men Det Hvide Hus har afvist påstandene i Gabriel Shermans artikel:

»Præsidenten er i godt humør, og han er meget positiv omkring sin agenda,« oplyste Det Hvide Hus i sidste uge.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx