09/05-18 14:54; Opdateret: 10/05-18 02:14

Trump: Tre amerikanske fanger er på vej hjem fra NordkoreaTrump: Tre amerikanske fanger er på vej hjem fra Nordkorea

Tre amerikanere med koreansk baggrund, som har været tilbageholdt i mere end et år, er på vej hjem til USA.

storybild

Nordkoreas leder, Kim Jong-un (til højre), giver hånd til den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, under et tidligere møde den 26. april. Et topmøde mellem Kim Jong-un og USA's præsident, Donald Trump, er angiveligt ved at være på plads. Scanpix/Ho/arkiv

Washington. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, er på vej hjem fra Nordkorea med tre frigivne amerikanere. Det oplyser præsident Donald Trump på Twitter.

Samtidig oplyser Trump, at Pompeo på et møde med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har fået fastsat en dato og et sted for et topmøde mellem de to ledere.

- Jeg er glad for at kunne meddele, at udenrigsminister Mike Pompeo er om bord på et fly og på vej hjem fra Nordkorea med tre vidunderlige mænd, som vi alle ser frem til at møde. De synes at være ved godt helbred, skriver Trump.

Han tilføjer, at flyet med Pompeo og de tre frigivne amerikanere lander på Andrews Air Base uden for Washington klokken to natten til torsdag lokal tid. Det vil sige klokken otte torsdag morgen dansk tid.

- Jeg vil være der til at tage imod dem. Meget spændende!, skriver Trump på Twitter.

Selv udtaler de tre frigivne amerikanere, at de påskønner indsatsen fra den amerikanske regering og det amerikanske folk.

- Vi takker Gud og vores familie og venner, der bad for os og for vores tilbagevenden, udtaler de i en fælles erklæring.

Nyheden om udenrigsminister Mike Pompeos rejse kom, kort tid efter at Trump tirsdag oplyste, at USA vil trække sig fra en aftale om Irans atomprogram og genindføre økonomiske sanktioner mod landet.

Der har længe været udsigt til, at Donald Trump på et tidspunkt i nær fremtid vil mødes med Kim Jong-un.

- Vi har planlagt vores møder. Stedet er besluttet. Tidspunktet, datoen, alt er besluttet, sagde Trump tirsdag.

Løsladelsen af de tre fanger - Kim Dong-chul, Kim Sang-duk (også kendt som Tony Kim) og Kim Hak-song - var på forhånd ventet som en form for gestus fra Kim Jong-un forud for topmødet med Trump.

Anholdelserne ses af amerikanske iagttagere som politisk motiveret.

Kim Dong-chul blev i 2015 anholdt for spionage. Han blev i 2016 dømt til ti års hårdt strafarbejde.

Tony Kim og Kim Hak-song var begge ansat på Pyongyangs tekniske universitet, da de i 2017 blev anholdt på en mistanke om "statsfjendtlige handlinger".

Tony Kims familie takker i en udtalelse alle involverede for arbejdet med at få ham og de to andre fanger hjem. Også præsident Trump får en tak for sin dialog med Nordkoreas styre.

- Mest af alt takker vi Gud for, at Tony kommer sikkert tilbage, skriver familien.

Alle tre fanger meldes i god behold. De var selv i stand til at gå om bord på det fly, der lettede fra Pyongyang onsdag og bragte dem ud af Nordkorea.

/ritzau/AP

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Cykelrytter dræbt af puma - slæbt ind...
bt.dk
Ost trækkes tilbage flere steder i...
bt.dk
Borgmester i sorg over Kjeld...
bt.dk
Voldsom brand hærger strandkro: 'Der...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx