Af Ritzau - 12/04-17 20:09; Opdateret: 12/04-17 22:24

USA efter møde i Rusland: Vores forhold har nået et lavpunktUSA efter møde i Rusland: Vores forhold har nået et lavpunkt

USA og Ruslands forhold er forværret efter et formodet kemisk angreb i Syrien for over en uge siden.

storybild

- Der er meget lidt tillid mellem vores to lande, siger den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, efter et møde med sin russiske ministerkollega, Sergej Lavrov. (Billede: Reuters/Sergei Karpukhin)

Det var to alvorlige udenrigsministre fra henholdsvis Rusland og USA, der onsdag aften er trådt frem efter et møde i Moskva.

Forud for mødet har begge lande skærpet tonen, og det efterfølgende pressemøde var præget af stridigheder.

Forholdet mellem de to lande har med andre ord nået et lavpunkt, som den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, udtrykte det.

- Der er meget lidt tillid mellem vores to lande, sagde han.

- Verdens to førende atomkræfter kan ikke have denne type forhold, tilføjede Tillerson, der som chef for oliegiganten ExxonMobil tidligere har været et velkendt ansigt i Moskva.

Forholdet er forværret efter først et formodet kemisk angreb i Syrien og siden et efterfølgende amerikansk modangreb i sidste uge.

Russerne er tætte allierede med Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Imens vil USA - der mener, at Syrien står bag gasangrebet - have Assad væk fra magten i det borgerkrigsramte land.

Syrien har brugt kemiske våben ved flere end 50 lejligheder, sagde Tillerson.

Men Rusland og præsident Vladimir Putin er parat til at forbedre det anstrengte forhold til USA.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, efter mødet, hvor også Putin deltog.

- Trods mængden af eksisterende problemer er der betydelige muligheder for samarbejde, siger han.

- Rusland er åben for dialog med USA på alle områder, tilføjer Lavrov.

Der kom dog ikke meget konkret ud af mødet, selv om der er enighed blandt de to parter, som Lavrov betoner.

Både USA og Rusland ønsker en FN-ledet undersøgelse af angrebet, som ramte den syriske Idlib-provins og kostede knap 90 livet.

Rusland har dog alligevel valgt at nedlægge veto mod et forslag stillet i FN's Sikkerhedsråd af USA sammen med Storbritannien og Frankrig.

Det ville have sikret en FN-undersøgelse af angrebet, som ville kræve fuld samarbejdsvilje fra Syrien og derudover en fordømmelse af handlingen.

Et af de mere håndgribelige resultater af onsdagens møde handler om en sikkerhedsaftale om Syrien.

Rusland har erklæret sig parat til at genoptage en sikkerhedsaftale, som de to lande underskrev i oktober 2015. Men efter USA's reaktion på det formodede angreb har Rusland truet med at trække sig.

Aftalen omhandler en direkte telefonlinje mellem russerne og amerikanerne for at forebygge sammenstød i det syriske luftrum i forbindelse med bombardementer.

Også situationen i Ukraine, hvor Rusland har annekteret halvøen Krim, samt beskyldninger om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg sidste år blev drøftet på de flere timer lange møde.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx