01/11-17 20:47; Opdateret: 02/11-17 01:33

Beskyldning om sexchikane fælder britisk forsvarsministerBeskyldning om sexchikane fælder britisk forsvarsminister

Storbritanniens regering siger, at forsvarsminister Fallon er gået af efter beskyldning om upassende opførsel.

storybild

Michael Fallon har afleveret sin afskedsbegæring og forlader posten som britisk forsvarsminister. Scanpix/Tolga Akmen/arkiv

London. Storbritanniens forsvarsminister, Michael Fallon, forlod onsdag sin post i kølvandet på en sag, hvor han er beskyldt for "upassende opførsel".

I sin afskedsbegæring skriver han, at han accepterer, at hans opførsel tidligere har været under den høje standard, som kræves i militæret.

- Der er i de seneste dage dukket en række anklager frem mod parlamentsmedlemmer, herunder om min tidligere opførsel, skriver han.

- Meget af det har været falsk. Men jeg accepterer, at jeg tidligere har været under den høje standard, som kræves i de væbnede styrker, som jeg har den ære at repræsentere, skriver Fallon i sin afskedsbegæring.

Hans udtalelse er offentliggjort af premierministerkontoret.

Tidligere i denne uge indrømmede Fallon, at han under en middag for 15 år siden havde lagt sin hånd på en kvindelig journalists knæ.

Det var Fallons talsmand, der mandag sagde, at ministeren havde sagt undskyld, da episoden skete.

Den pågældende politiske journalist, Julia Hartley-Brewer, sagde efterfølgende på tv, at hun tror, at Fallons afsked ikke udelukkende er baseret på hændelsen i 2002.

- Jeg antager, at der kommer flere beskyldninger, sagde hun til Sky News.

- Jeg tvivler meget på, at det her handler om mit knæ. Hvis det gør, er det sindssygt, absurd og underligt.

Efter en skandale i Hollywood, hvor der er rejst en byge af beskyldninger mod filmproducenten Harvey Weinstein for at have sexkrænket adskillige kvinder, er kvinder og mænd i flere lande stået frem og har delt deres oplevelser om krænkelser.

Denne bølge har således også ramt det britiske parlament.

Premierminister Theresa May sagde tidligere onsdag, at der bliver grebet ind over for personer, hvor der er påstande og beviser for upassende opførsel.

- Jeg gør det meget klart, at vi handler mod de, hvor der er anklager, og hvor beviset for dårlig opførsel er der, sagde hun til de britiske parlamentarikere.

Onsdag aften sagde May ifølge avisen The Independent i en kommentar til Fallons afskedsbegæring, at hun sætter pris på det eksempel, han sætter for briterne i militæret og for mænd og kvinder.

Michael Fallon har til hensigt at fortsætte som medlem af parlamentet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx