Af Ritzau - 06/04-17 00:10; Opdateret: 06/04-17 01:43

Trump og Merkel lover hinanden tæt samarbejde over telefonenTrump og Merkel lover hinanden tæt samarbejde over telefonen

I en samtale mellem Trump og Merkel onsdag drøftede de to blandt andet situationen i Ukraine og Afghanistan.

storybild

Angela Merkel og Donald Trump mødtes for første gang i marts. Mødet var dog præget af uoverensstemmelser, da Trump kritiserede Merkels flygtningepolitik, antydede at USA aflytter hendes telefon og angiveligt nægtede at trykke kanslerens hånd (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Tobias Schwarz, Nicholas Kamm)

USA's præsident, Donald Trump, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, drøftede en række emner af "fælles interesse og fælles bekymring", da de to talte i telefon sammen onsdag.

Blandt andet diskuterede de konflikten i det østlige Ukraine samt situationen i Afghanistan.

Det oplyser Det Hvide Hus i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Lederne lovede hinanden at samarbejde og koordinere tæt omkring disse og andre spørgsmål, står der i erklæringen.

Ifølge nyhedsbureauet dpa er det uvist, om Trump og Merkel også drøftede et formodet giftgasangreb i den syriske provins Idlib tirsdag. Angrebet har dræbt mindst 72 mennesker, herunder 20 børn.

Donald Trump har fordømt angrebet og sagt, at sådanne handlinger ikke kan tolereres, dog uden at nævne hvad konsekvenserne vil være.

USA beskylder det syriske regime med præsident Bashar al-Assad i spidsen for at stå bag tirsdagens angreb.

Angela Merkel og Donald Trump mødtes for første gang i Washington D.C. 17. marts.

Her sagde Angela Merkel blandt andet, at Tysklands militære deltagelse i Afghanistan vil fortsætte.

Mødet mellem de to ledere var dog præget af uoverensstemmelser, da Trump kritiserede Merkels flygtningepolitik, antydede at USA aflytter hendes telefon og angiveligt nægtede at trykke kanslerens hånd.

Læk af fortrolig information fra USA's efterretningstjenester i 2015 pegede på, at NSA havde aflyttet Angela Merkels telefon. Det udløste en større diplomatisk krise mellem de to lande.

Trump og Merkel kommer til at mødes igen til juli, hvor Donald Trump besøger G20-topmødet i den tyske by Hamburg.

Donald Trump har i løbet at hele sin valgkamp samt starten på sin præsidentperiode kritiseret de andre Nato-lande for at bruge for lidt på forsvar og dermed lade USA stå med ansvaret.

Derudover har Donald Trump aflyst en række frihandelsaftaler og ytret, at andre lande har snydt USA for at sikre uretfærdige handelsbetingelser med USA.

Nato og frihandel er to emner, der er vigtige for Tyskland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx