Af Ritzau - 18/04-17 17:57

Arkæologer finder otte mumier i gammel grav ved LuxorArkæologer finder otte mumier i gammel grav ved Luxor

Fundet af mumier lidt uden for Luxor betegnes som en vigtig opdagelse. Udgravningerne fortsætter.

storybild

Eksperter er i gang med at undersøge de sarkofager med mumier og skulpturer, der blev fundet i en grav uden for Luxor. Graven menes at være 3500 år gammel. (Billede: Scanpix/Stringer)

Egyptiske arkæologer har udgravet mindst otte mumier i farverige sarkofager af træ i en grav, der menes at være omkring 3500 år gammel.

Fundet af mumierne lidt uden for byen Luxor betegnes som en "vigtig opdagelse".

I første omgang meddelte de egyptiske myndigheder, at de havde fundet seks mumier. Men senere viste det sig, at der var to mere.

- Der er ti kister og otte mumier. Udgravningen fortsætter, siger Mostafa Waziri, der er leder af den arkæologiske udgravning.

Sammen med mumierne har arkæologerne fundet over 1000 skulpturer i graven. De blev ofte lagt ned til de døde for at hjælpe dem videre i det hinsides.

Sarkofagerne er dekoreret med farverige tegninger og udskæringer af de dødes ansigter.

For de flestes vedkommende er de gamle kister velbevarede, selv om nogle af dem er flækket efter at have ligget i graven i tusindvis af år.

Arkæologerne har også fundet hvide, orange, grønne og mønstrede potter i graven.

Fundet blev gjort nær Luxor, som årligt besøges af et stort antal turister, men på den anden side af floden Nilen.

Mange af de gamle egyptiske faraoer blev begravet her, blandt andre også Tutankhamun.

Arkæologerne har ud fra tegninger i loftet af graven vurderet, at den er omkring 3500 år gammel.

Der er fundet yderligere et rum i den store grav, men det er endnu ikke udgravet, oplyser Egyptens ministerium for antikviteter.

Gravene og de gamle templer omkring Luxor har længe været en af Egyptens helt store turistattraktioner.

Men antallet af besøgende i Egypten er faldet drastisk siden de politiske uroligheder, der i februar 2011 væltede landets mangeårige præsident, Hosni Mubarak.

Nu håber Egyptens antikvitetsminister, Khaled el-Enany, at opdagelsen af de nye mumier kan være med til at tiltrække turisterne igen.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx