25/09-17 12:54; Opdateret: 25/09-17 13:18

Erdogan truer med at lukke for olien på kurdisk valgdagErdogan truer med at lukke for olien på kurdisk valgdag

Bevæbnede tyrkiske styrker er på plads ved Iraks grænse i forbindelse med afstemning om Kurdistans løsrivelse.

storybild

Nabolandene Tyrkiet og Iran fordømmer afstemningen om Kurdistans løsrivelse fra Irak. Scanpix/Safin Hamed

Ankara. Tyrkiet fordømmer mandagens afstemning om Kurdistans løsrivelse fra Irak, og tyrkiske bevæbnede soldater har taget opstilling ved grænsen til Irak.

Det siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Den tyrkiske præsident siger samtidig, at grænseovergangen Habur til Irak står til at blive lukket i begge retninger.

Derudover truer han også med at lukke for adgangen til olie.

- Lad os se, hvilke kanaler den regionale nordirakiske regering vil bruge til at transportere sin olie efter afstemningen. Eller hvor den vil sælge olien.

- Vi har hanen. Det er slut, når vi lukker for hanen, siger Erdogan på et pressemøde i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Erdogan understreger i øvrigt, at der er en grund til, at de tyrkiske soldater har stillet sig klar ved grænsen til det nordlige Irak.

- Vores militær er ikke ved grænsen uden grund. Vi kan rykke ind pludseligt en nat, lyder det fra den tyrkiske præsident.

Udtalelsen kommer på dagen, hvor irakiske kurdere stemmer om løsrivelse fra Irak og oprettelsen af den uafhængige stat Kurdistan.

Mandagens afstemning er ikke bindende.

Bliver det et ja til uafhængighed, har præsident Massud Barzani mandat til at forhandle en aftale om løsrivelse.

Nabolandet Iran har - ligesom Tyrkiet - fordømt afstemningen og har også lukket for grænsen til den kurdiske del af Irak. En talsmand fra det iranske udenrigsministerium kalder afstemningen for ulovlig og ugyldig.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx