19/12-17 07:23; Opdateret: 19/12-17 09:37

Færre journalister bliver dræbt - flere undgår brændpunkterFærre journalister bliver dræbt - flere undgår brændpunkter

65 journalister og mediefolk blev dræbt i 2017, viser ny rapport. Det er det laveste antal i 14 år.

storybild

12 journalister er blevet dræbt i krigshærgede Syrien i 2017. Scanpix/Ahmad Al-rubaye

Paris. I løbet af 2017 er i alt 65 journalister og mediefolk blevet dræbt på verdensplan. Det viser den årlige rapport fra den internationale organisation Journalister uden Grænser.

Blandt de dræbte var 50 professionelle journalister. De tæller blandt andre svenske Kim Wall, som 10. august stævnede ud fra København i danske Peter Madsens hjemmebyggede ubåd.

Antallet af dræbte journalister er det laveste antal de seneste 14 år, fremgår det af rapporten.

Årsagen til det lave antal er ifølge Journalister uden Grænser blandt andet, at flere journalister bliver væk fra nogle af de farligste områder i verden.

- Den nedadgående tendens skyldes delvist, at journalister forlader lande, der er blevet farlige. Lande som Syrien, Irak, Yemen og Libyen har været blodige for journalister, lyder det i rapporten.

Det borgerkrigsramte Syrien er det farligste land for journalister. 12 journalister er således blev dræbt i landet i 2017.

Lige efter kommer Mexico, hvor 11 journalister er blevet dræbt i år.

Blandt de dræbte i Mexico var den 50-årige journalist Javier Valdez, der blev dræbt i maj efter at have skrevet om mexicanske narkokarteller.

Mexico var således også det land, der ikke er i krig, der i 2017 tegnede sig for flest dræbte journalister.

- Dem, der dækker politisk korruption eller organiseret kriminalitet, bliver ofte systematisk angrebet og truet eller skudt ned, lyder det i rapporten fra Journalister uden Grænser om tilstanden i Mexico.

Både i Danmark og resten af verden har drabet på svenske Kim Wall vakt meget opsigt.

Efter at den kvindelige journalist forsvandt i august, blev Peter Madsen varetægtsfængslet og sigtet for drabet.

Den 46-årige ubådsbygger har flere gange ændret forklaring, men han har dog erkendt at have parteret journalistens lig og dumpet ligdelene i havet.

Rapporten indeholder også en opgørelse af, hvor mange journalister der sidder fængslet verden over. Og her topper Tyrkiet listen.

42 journalister og en mediearbejder sidder således i tyrkisk fængsel.

Medregner man bloggere på listen over fængslede journalister og mediefolk overgår Kina dog Tyrkiet på listen. I alt 52 sidder fængslet i Kina.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Her er de bedste talentklubber: To...
bt.dk
Stor fitnesskæde lukker flere centre
bt.dk
Mystik om Zlatan-statue: ‘Jeg aner...
bt.dk
Politiet kommer med ny udtalelse om...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx