26/11-17 15:35

Rejseguide på Bali: Alle gæster tager det roligtRejseguide på Bali: Alle gæster tager det roligt

Lørdagens vulkanudbrud på Bali er ikke noget, som gør de danske gæster urolige, fortæller lokal rejseguide.

storybild

Vulkanen Agung på den indonesiske ø Bali gik lørdag i udbrud og sendte en stor askesky i luften. Det er andet udbrud på blot en uge. Scanpix/Sonny Tumbelaka

København. Søndag stiger der fortsat aske op fra vulkanen Agung i Indonesien, efter den lørdag gik i udbrud for anden gang på blot en uge.

Men vulkanudbruddet er ikke noget, som sætter en stopper for feriestemningen på øen. De danske rejsebureauer fortsætter med at sende gæster til Bali, og gæsterne mærker heller ikke meget til en stor askesky, der stiger op fra vulkanen.

Iwayan Karang er rejseleder på Bali for Bravo Tours. Han er lige nu på rundrejse med 14 danske turister, som befinder sig cirka 80 kilometer vest for vulkanen.

- Vi er helt okay. Hotellet er langt væk fra vulkanen. Det er kun de 7,5 kilometer fra toppen af vulkanen, der er farligt, siger han og fortsætter:

- Jeg har fortalt dem, at det kun er aske, der kommer ud. Det er ikke sten eller magma. Derfor er det ikke rigtig farligt endnu.

Selv om turisterne kan fortsætte deres ferie på normal vis, sætter udbruddet dog sit præg på det lokale liv i landsbyerne omkring vulkanen, fortæller Iwayan Karan.

- Vi har ikke et totalt normalt liv lige nu. Der er meget aske, der falder ned i området ved vulkanen. Så vi har lidt problemer ved at arbejde. Jeg stammer fra en landsby, hvor mit hus ligger 17 kilometer fra vulkanen. Her er der faldet meget aske ned på mit hus og tag.

Søndag måtte en lufthavn på naboøen Lombok lukke som følge af askeskyen fra vulkanen. Men i områderne længere væk fra vulkanen fortsætter de lokale med deres daglige liv.

- I Denpasar, som er et turistområde, er alting meget normalt. Alle arbejder, og skolerne og lokalmarkederne er åbne, siger Iwayan Karang.

Specielt i den danske lejr, som han guider rundt på øen, hersker der ro og god stemning.

- Lige nu er der ingen, der planlægger at rejse hjem før tid. Alle gæster tager det stille og roligt. De hygger med dejlig kylling, flæskesteg og øl, lyder det fra Iwayan Karang.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx