Af Ritzau - 14/05-17 11:17; Opdateret: 14/05-17 12:23

Kinas dyre handelsvej drøftes i nordkoreansk skyggeKinas dyre handelsvej drøftes i nordkoreansk skygge

Kinas præsident bød søndag Ruslands Putin og Tyrkiets Erdogan velkommen til møde om den moderne silkevej.

storybild

- Vi bør bygge en åben platform af samarbejde og vedligeholde og styrke en åben verdensøkonomi, sagde Xi Jinping søndag om den nye silkevej. (Billede: Scanpix/Kenzaburo Fukuhara)

"Århundredets projekt".

Det kalder Kina sit prestigeprojekt, der skal genoplive den historiske handelsrute fra Kina til Indien og Europa.

Den nye silkevej eller silkerute var øverst på dagsordenen, da den kinesiske præsident, Xi Jinping, søndag tog imod ledere fra hele verden. Blandt gæsterne er Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

- Dette er bestemt en samling af store ledere, sagde Xi Jinping ved mødets åbning.

Mødet strækker sig over to dage. Søndag kom det dog til at stå i skyggen af nye missilafprøvninger i Nordkorea, der også er repræsenteret af diplomater i Beijing.

Silkevejen eller silkeruten var en historisk handelsvej fra Kina gennem det centrale Asien. Nær grænsen mellem Kina og Afghanistan delte den oprindelige rute sig i to.

Den ene gik til Indien, den anden gik mod Europa og endte i Istanbul.

Planerne om at genoplive den historiske rute blev fremlagt af Xi Jinping i 2013.

Det 21. århundredes silkevej er en samling af transportruter både på land og til vands, der skal forbinde Kina med resten af verden.

Den vil blandt andet bestå af 51 togforbindelser, der forbinder 27 kinesiske og 28 europæiske byer.

- Vi bør bygge en åben platform af samarbejde og vedligeholde og styrke en åben verdensøkonomi, sagde Xi Jinping søndag.

Nogle vestlige diplomater har udtrykt bekymring over projektet. De ser det som et forsøg på at udvide kinesisk indflydelse i verden. Det har Kina afvist. Blandt andet har kineserne sagt, at silkevejen bliver åben for alle.

- Kina er villig til at dele sine erfaringer med alle lande. Vi vil ikke have indflydelse på andre landes indre anliggender.

- Vi vil ikke eksportere vores samfundssystem og udviklingsmodel, og hvad vigtigere er, så vil vi ikke pålægge andre lande vores synspunkter, sagde Xi Jinping søndag.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx