17/09-17 20:33; Opdateret: 18/09-17 01:08

Orkanen Maria har kurs mod hærgede øer i CaribienOrkanen Maria har kurs mod hærgede øer i Caribien

Den tropiske storm Maria har udviklet sig til en orkan og har kurs mod Caribien.

storybild

Caribien blev hårdt ramt af orkanen Irma tidligere på måneden. Scanpix/Helene Valenzuela

Mexico City. En række mindre østater i Caribien risikerer inden for de kommende dage at blive ramt af endnu et ødelæggende uvejr.

Den tropiske storm Maria er taget så meget til i styrke, at den har udviklet sig til en orkan.

Det oplyser USA's nationale orkantjeneste, NHC.

Maria befinder sig sent søndag aften dansk tid godt 200 kilometer nordøst for Barbados.

Det ser ud til, at den tirsdag vil bevæge sig ind over Leeward Islands. Det er et område, der blandt andet tæller Barbuda, De Britiske Jomfruøer og De Amerikanske Jomfruøer.

Disse øer blev hårdt ramt af orkanen Irma tidligere i september. Mange mistede livet, og på nogle af øerne blev stort set alle huse hærget af vind og vand.

NHC forudsiger, at Maria midt på ugen vil udvikle sig til en "stor" orkan. Det vil ifølge tjenestens hjemmeside sige, at der som minimum kan blive tale om en kategori 3-orkan på skalaen, der går til 5.

Når det sker, vil Maria ifølge prognoserne bevæge sig imod Puerto Rico, Den Dominikanske Republik og Haiti.

En kategori 3-orkan har vindstød på 50 til 57,9 meter i sekundet. Alle orkaner i denne kategori og opefter har vindhastigheder, der betegnes som ekstremt farlige for områderne, de passerer hen over.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der udsendt orkan- eller stormvarsel på flere øer. Det gælder blandt andet Barbados, St. Lucia, St. Martin samt Antigua og Barbuda.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx