15/08-17 16:51; Opdateret: 15/08-17 20:37

Næsten 400 omkomne fundet efter mudderskred i Sierra LeoneNæsten 400 omkomne fundet efter mudderskred i Sierra Leone

Sierra Leone blev mandag ramt af et voldsomt mudderskred efter kraftig regn. Over 500 savnes.

storybild

Freetown. Redningsarbejdere har fundet næsten 400 lig efter et jordskred i udkanten af Sierra Leones hovedstad, Freetown. Det oplyser talsmænd for myndighederne. De anslår, at mindst 500 omkomne vil blive fundet.

Røde Kors anslår, at antallet af savnede er på omkring 600.

Redningsmandskab arbejder på højtryk, efter at mudderskredet ramte tidligt mandag morgen.

Tirsdag skyllede en del lig op på en strand, mens redningsarbejdere fortsatte med at søge efter omkomne i de ramte huse.

Redningsarbejdernes indsats er yderst vanskelig, fordi de mangler udstyr og erfaring, siger Røde Kors.

- Flere har gjort desperate forsøg på at grave savnede fri med deres hænder, hedder det.

Connaught Hospitalets kapel, der ligger i den centrale del af Freetown, har modtaget over 300 lig. På grund af manglende plads i kapellet er mange af de omkomne blevet lagt på gulvet.

Ifølge en regeringstalsmand, Cornelius Deveaux, er mange af ligene maltrakterede og mangler kropsdele.

Deveaux understreger, at det er vigtigt at få begravet ofrene ordentligt, da dette hindrer sygdomme som for eksempel kolera.

- Vi kæmper mod tiden, mod flere oversvømmelser og jordskred og mod sygdomme. Og vi forsøger at hjælpe de berørte samfund med at overleve og tackle tabene, siger han.

Charles Mambu, der er civil samfundsaktivist og bor i et af de ramte områder, siger, at mange sårede er døende.

- Omfanget af ødelæggelserne er så omfattende, at antallet af personer, der ikke overlever, sandsynligvis vil overgå antallet af omkomne, som allerede er fundet, siger han til nyhedsbureauet AP.

Abdul Nasir, som er programkoordinator for Røde Kors, anslår, at 9000 mennesker er berørt af mudderskreddet.

Mange af de fattigste boligområder i Freetown ligger nær havet og har dårlige kloaksystemer. Det gør dem særligt sårbare over for oversvømmelser i regntiden.

Mange af de huse, som er bygget på bjergskråningerne i området, er ulovlige og uforsvarligt bygget.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx