03/12-17 14:19

Korruptionssager udløser protester mod Israels lederKorruptionssager udløser protester mod Israels leder

Omkring 20.000 mennesker gik på gaden i Tel Aviv for at protestere mod påstået korruption i Israels regering.

storybild

Israels politi afhørte søndag en nær allieret af premierminister Benjamin Netanyahu i forbindelse med en korruptionssag. Afhøringen fandt sted, efter at 20.000 mennesker lørdag aften gik på gaden i Tel Aviv for at protestere mod, hvad de kalder korruption i Israels regering. Reuters/Pool

Tel Aviv. Israelsk politi afhørte søndag en nær politisk allieret af premierminister Benjamin Netanyahu i forbindelse med en korruptionssag. Den pågældende er mistænkt for at have støttet et lovforslag, som angiveligt skal hæmme politiets efterforskning af premierministerens bestikkelsessager.

Afhøringen fandt sted, efter at 20.000 mennesker lørdag aften gik på gaden i Tel Aviv for at protestere mod påstået korruption i Israels regering.

Demonstrationen var ikke mindst vendt mod en langsom efterforskning af Netanyahus angivelige bestikkelsessager.

- I et civiliseret land bør regeringen have et organ til bekæmpelse af korruption. I stedet gør Israels regering det modsatte og vil vedtage en lov for at undergrave dette organ, siger Uzi Aradi, som talte ved demonstrationen.

Den afhørte David Bitan, der som modydelse for at hjælpe Netanyahu skal have fået gældssanering, anses i dag for at have spillet en central rolle for at have fået udarbejdet den meget kontroversielle lovpakke.

Lovpakken indebærer, at politiet for eksempel skal opgive en gældende praksis med at anbefale statsanklageren at rejse tiltale mod mistænkte efter politiets efterforskninger.

Den skal samtidig sørge for, at politiets mistanker eller anbefalinger ikke bliver offentliggjort, da det kan skade politikere.

Partiet Likud håber, at lovpakken bliver vedtaget hurtigt, så den vil komme Netanyahu til gode.

Premierministeren er selv blevet afhørt i to sager. Politiet siger, at han er mistænkt for at være involveret i bestikkelse, svindel og tillidsbrud.

Politiet har allerede afhørt ham seks gange vedrørende gaver, som han har modtaget fra Hollywood og virksomhedsledere.

En af regeringschefens tidligere rådgivere er blevet et af anklagemyndighedens vidner.

Netanyahu har mange gange afvist de beskyldninger, der er blevet rejst mod ham.

En anden opsigtsvækkende korruptionssag handler om israelske køb af tyske ubåde for milliarder af kroner. Det sag gælder er rettet mod Netanyahus personlige advokat, som også er hans fætter. Den pågældende er mistænkt for at have tjent mange penge ved at sælge sin indflydelse på premierministeren.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx