22/11-17 08:51; Opdateret: 22/11-17 11:30

Mugabes afløser vender hjem efter flugt fra ZimbabweMugabes afløser vender hjem efter flugt fra Zimbabwe

Emmerson Mnangagwa ventes fredag at blive taget i ed som Zimbabwes præsident efter Robert Mugabes afgang.

storybild

Zimbabwere fejrer Mugabes afgang tirsdag i hovedstaden Harare. Scanpix/Mujahid Safodien

Harare. Zimbabwes tidligere vicepræsident Emmerson Mnangagwa vender onsdag hjem til Zimbabwe.

Det oplyser kilder i regeringspartiet, Zanu-PF, og Zimbabwes statslige tv-station.

Mnangagwa flygtede for to uger siden til Sydafrika. Angiveligt frygtede han for sit liv, efter han var blevet fyret som følge af en magtkamp i Zanu-PF.

Den afsatte vicepræsident ventes at lande i Zimbabwe klokken 17.00 dansk tid, meddeler den statslige tv-station ZBC.

Ifølge ZBC vil han blive taget i ed som landets nye præsident på fredag.

Dermed vil han også stå i spidsen for Zanu-PF op til det planlagte valg næste år.

Landets leder gennem de seneste 37 år, Robert Mugabe, trak sig tirsdag fra præsidentembedet. Det skete en uge efter, at militæret havde taget magten i landet, og hans allierede havde vendt ham ryggen.

I hovedstaden Harares gader var der jubelscener, da Mugabes afgang blev en realitet. Folk dansede i gaderne, og overalt i byen lød der tudende bilhorn.

Mange holdt billeder op af landets hærchef, Constantino Chiwenga, og Mnangagwa.

-Denne ændring i regeringen er som et pust frisk luft over hele landet, siger Patrick Musira, der er en af de mange glade zimbabwere i Harares gader, til nyhedsbureauet AFP.

Mnangagwa var i mange år Mugabes loyale væbner.

Men i de senere år er Mugabes kone, Grace, blevet kørt i stilling til at overtage magten i Zimbabwe, når den aldrende leder døde.

Derfor, siger eksperter, måtte Mnangagwa fjernes for ikke at stå i vejen fra Grace Mugabe.

Men det var en farlig vej at begive sig ind på. For Mnangagwa har stor opbakning i hæren og blandt de magtfulde krigsveteraner fra befrielseskrigen i 1970'erne.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx