Af Ritzau - 03/01-17 18:15

Fransk avis dropper meningsmålingerFransk avis dropper meningsmålinger

Le Parisien tager konsekvensen af kritik af meningsmålinger og dropper dem op til forårets præsidentvalg.

storybild

Meningsmålingerne gik fejl i det amerikanske præsidentvalg. De forudså ikke, at Donald Trump ville vinde. Nu siger et af Frankrigs førende dagblade, at det ikke vil bestille meningsmålinger op til Frankrigs præsidentvalg i foråret. (Billede: Reuters/Jonathan Ernst)

Et af Frankrigs førende dagblade har besluttet at lægge politiske meningsmålinger på is frem til det franske præsidentvalg i april og maj.

Det er Le Parisien, der ikke vil bestille målinger hos Ipsos, som hidtil har lavet målinger for avisen.

Beslutningen kommer, efter at meningsmålinger i fjor ikke var i stand til at forudse store politiske chok som briternes beslutning om at ville forlade EU og Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg.

Sådan nogle skæverter vil Le Parisien ikke risikere, så nu skal avisens journalister ud i virkeligheden og tale med franskmænd.

- Vi har besluttet, og det har der været meget debat om, at vi vender tilbage til hjertet i vores profession. Det er opsøgende arbejde, siger redaktøren Stephane Albouy til radiostationen France Inter.

Mange medier bruger rutinemæssigt meningsmålinger som afsæt til politiske historier, sådan at avisens læsere får et fingerpeg om, hvilke partier eller politikere der - ifølge målingerne- står godt eller skidt.

Men institutterne, som laver målinger ved telefonopkald og internetundersøgelser, havde et skidt år i fjor.

Ikke alene i Storbritannien og USA, men også i Frankrig, hvor institutterne ikke forudså, at Francois Fillon ville vinde det højreorienterede republikanske partis primærvalg og blive partiets præsidentkandidat.

Albouy siger, at aviserne må lytte til kritikere, der anser journalister for at være "ude af trit med virkeligheden".

Men redaktøren afviser dog, at Le Parisien har begået fejl med sine jævnlige meningsmålinger.

- Det er ikke et spørgsmål om at afvise meningsmålinger. Det er en anden måde at arbejde på, og den vil vi teste resten af denne her valgkamp, siger han til AFP.

Han tilføjer, at han ikke vil afvise, at hans avis kan finde på at bringe målinger, der er bragt i andre medier.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx