26/07-17 22:23; Opdateret: 27/07-17 00:52

29 civile meldes dræbt af USA-ledet styrke i IS-by i Syrien29 civile meldes dræbt af USA-ledet styrke i IS-by i Syrien

Otte børn meldes blandt de døde i luftangreb fra den amerikanskledede koalition i en offensiv mod IS i Raqqa.

storybild

Her ses kraftig røg efter et bombeangreb mod Islamisk Stats stillinger i byen Raqqa tidligere i juli. Reuters/Rodi Said/arkiv

Raqqa. En række luftangreb fra den amerikanskledede koalition har onsdag dræbt 29 civile i den syriske by Raqqa, der er Islamisk Stats (IS) selvudråbte hovedstad.

Det oplyser observatører fra gruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

- Der er mindst otte børn blandt de døde, siger Rami Abdel Rahman, der er leder af den syriske overvågningsgruppe.

Observatoriet oplyser desuden, at en syrisk styrke, der støttes af USA, har fordrevet Islamisk Stat fra halvdelen af byen.

- Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har nu kontrol med 50 procent af Raqqa trods den voldsomme modstand, IS har ydet, siger Rami Abdel Rahman.

Den syriske styrke trængte første gang ind i Raqqa i begyndelsen af juni.

SDF består hovedsageligt af kurdiske YPG-styrker og arabiske syrere.

- 45 procent af Raqqa er blevet befriet. Vores styrker rykker frem fra alle sider, siger en talskvinde for SDF.

- Jo hårdere grebet strammes om Daesh (et andet navn for Islamisk Stat, red.), desto stærkere reagerer gruppen, og jo hårdere kæmper den, siger hun.

Tusindvis af civile er flygtet fra den eskalerende vold i Raqqa i de seneste måneder. FN vurderer dog, at op mod 50.000 mennesker fortsat er fanget i byen.

Med de seneste dødsfald onsdag har mindst 325 civile, herunder 51 børn, mistet livet i Raqqa, siden SDF trængte ind i byen for mindre end to måneder siden.

Det vurderer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

I samme periode er 467 IS-jihadister og 219 fra SDF blevet dræbt i kampe, lyder vurderingen.

Ifølge FN har flere end 330.000 mennesker mistet livet i Syrien, siden en konflikt brød ud i landet i marts 2011.

Tidligere i juli mistede Islamisk Stat grebet om den irakiske millionby Mosul. Byen blev erobret af IS i sommeren 2014.

Mosul faldt efter adskillige måneders belejring og angreb fra den irakiske hær og kurdiske styrker.

/ritzau/AFP

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Kronprins Frederiks ekskæreste i...
bt.dk
Neymar til Madrid? Nu sætter Ronaldo...
bt.dk
Forlystelse blev beskyldt for at være...
bt.dk
Enhåndet fighter får chancen: Nu skal...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx