Af Ritzau - 13/05-17 01:09

Læger uden Grænser sender akut ebola-hold til DRCongoLæger uden Grænser sender akut ebola-hold til DRCongo

Et hold på 14 personer bliver sendt til det nordlige DRCongo for at forsøge at få bugt med ebola-sygdommen.

storybild

En læge fra Læger uden Grænser behandler en patient med ebola i Afrika i 2007. Sygdommen skaber frygt, og der er bekræftet et nyt tilfælde af virusset. (Billede: Scanpix/Christopher Black)

Mindst én person i DRCongo er død af et nyt udbrud af den frygtede virussygdom ebola.

Det får nu organisationen Læger uden Grænser til at sende et hold til det afrikanske land for at bekæmpe sygdommen.

Det skriver Læger uden Grænser i en pressemeddelelse.

- Lørdag 13. maj vil Læger uden Grænser i samarbejde med DRCongos sundhedsministerium sende et hold på 14 personer til Likati i det nordlige DRCongo for at igangsætte et akut indgreb, skriver organisationen.

Holdet vil bestå af læger, sygeplejersker, eksperter, sundhedspersonale og epidemiologer.

Sammen med organisationer, der allerede er til stede i området, vil Læger uden Grænser foretage en vurdering af situationen.

Organisationen vil muligvis opsætte et behandlingscenter for ebolasmittede.

Det udsendte personale vil samtidig assistere lokale sundhedsmyndigheder og hjælpe med at sikre, at der bliver indført tiltag for at højne hygiejnen. Det skal ske for at undgå, at smitten breder sig.

Ebola blev opdaget i 1976 og er opkaldt efter en flod i det, der nu hedder DRCongo.

Det er en meget frygtet sygdom, der kostede flere tusinde mennesker livet i DRCongo i 2014.

- 11. maj har DRCongos sundhedsministerium underrettet WHO og partnere om et bekræftet tilfælde af ebola, skrev Verdenssundhedsorganisationen WHO på Twitter fredag.

En talsmand for WHO uddybede over for Reuters, at oplysningen om nye ebolatilfælde bliver taget meget alvorligt.

- Det (dødsfaldet, red.) er sket i en meget afsidesliggende skovregion, så vi er lidt heldige. Vi tager altid den slags meget alvorligt, sagde talsmand Eric Kabambi.

DRCongo ligger i det centrale Afrika. Det var dog de vestafrikanske lande Guinea, Liberia og Sierra Leone, der blev ramt hårdest af udbrud i 2014.

28.000 mennesker blev smittet ved udbruddet, der strakte sig over to år. Omkring 11.300 døde af den smertefulde sygdom, der viser sig ved opkast, diarre, organsvigt og indre blødninger.

Siden har der været sporadiske udbrud af virussygdommen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx