Af Ritzau - 13/04-17 16:10

100 migranter frygtes druknet efter forlis ved Libyen100 migranter frygtes druknet efter forlis ved Libyen

De 23 overlevende har fortalt, at der var i alt omkring 120 mennesker på en båd, der sank i Middelhavet.

storybild

I de seneste tre år har over 150.000 migranter og flygtninge årligt taget den farefulde sejltur fra Libyen til Italien. Tusinder af andre har mistet livet undervejs. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Darrin Zammit Lupi)

Omkring 100 migranter og flygtninge er savnet, efter deres båd torsdag forliste i Middelhavet ud for Libyens hovedstad, Tripoli.

Det oplyser en talsmand for den libyske kystvagt.

Cirka 15 af de savnede er kvinder og børn, tilføjer talsmanden.

Kystvagten reddede 23 personer om bord på båden. De kommer alle fra forskellige afrikanske lande, oplyser talsmanden til nyhedsbureauet AFP.

De overlevende har fortalt, at båden sejlede fra Libyen med omkring 120 mennesker om bord.

- Omkring 97 er fortsat savnet, heriblandt 15 kvinder og børn, siger talsmanden, Ayoub Qassem.

Han tilføjer, at båden havde en skade i den nedre del, som fik den til at gå ned.

Libyen er det land, som de fleste migranter sejler fra i forsøget på at komme til Europa.

I hvert af de seneste tre år er flere end 150.000 migranter og flygtninge årligt sejlet herfra og er ankommet sikkert til Italien. Men den farefulde færd koster også tusindvis af liv årligt.

Menneskesmuglere sender de fleste af de håbefulde migranter og flygtninge afsted mod Italien på synkefærdige gummibåde.

Derpå bliver de mange migranter og flygtninge oftest samlet op af redningsfartøjer og andre skibe i internationalt farvand.

Nogle af dem bliver dog stoppet af den libyske kystvagt og tvunget til at sejle retur til Libyen.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx