Af Ritzau - 07/04-17 18:29; Opdateret: 07/04-17 22:32

Politikontrol lukker flere baner på ØresundsbroenPolitikontrol lukker flere baner på Øresundsbroen

Det er ikke til at vide, hvornår politiet stopper kontrollen af køretøjer i retning mod Danmark.

storybild

Nogle af banerne på Øresundsbroen er fredag aften lukket. Det er endnu uvist, hvornår alle baner er åbne igen. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

Flere af Øresundsbroens baner gennem betalingsanlægget i retning mod Danmark er fredag aften lukket, fordi politiet kontrollerer køretøjerne.

Fredag klokken 21 er blot tre af 11 baner gennem betalingsanlægget åbne - tidligere på aftenen var det to. Det oplyser Øresundsbroens pressekontor til Ritzau.

- Det svenske politi bad os om at lukke nogle baner i retning mod Danmark, siger public relations manager Sanna Holmqvist.

Men det står endnu ikke klart, hvornår kontrollen ophører, og alle banerne igen er åbne.

- Det er jo det svenske politi, der bestemmer det. Så det må du spørge dem om, siger Sanna Holmqvist.

Kontrollen har medført ventetid, men lange køer har der ikke været tale om, oplyser Øresundsbroen.

Der er ikke kun i retning af Danmark, at man skal vise id.

Tidligere fredag aften meddelte det finske rederi Viking Line, at alle passagerer ville blive id-kontrolleret, før de steg om bord på færgerne mod Finland i Kapellskär og Stockholm i Sverige.

Rederiet sejler passagerer til Finland via Ålandsøerne.

Det skriver det finske nyhedsbureau FNB.

Samtidig ville bagagen blive skannet, lød meldingen. Rederiet var ikke blevet bedt om det af myndighederne, men havde gjort det på eget initiativ som en præventiv handling.

Meldingerne kommer i kølvandet på et angreb i centrum af Stockholm fredag eftermiddag. Her kørte en lastbil ind i en menneskemængde på Drottninggatan og fortsatte ind i indkøbscentret Åhléns.

Sverige har besluttet at styrke grænsekontrollen, fortæller statsminister Stefan Löfven på et pressemøde fredag aften. Det står dog ikke klart, hvad en styrket grænsekontrol præcis indebærer.

Politiet har anholdt en person, som kan have forbindelse til angrebet i Stockholm.

Han passer til signalementet af en mand, som tidligere fredag blev efterlyst med billeder. Det er uvist, hvem han er, og hvilken rolle han eventuelt har haft i angrebet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx