Af Ritzau - 16/04-17 17:36; Opdateret: 16/04-17 22:16

Valgobservatør i tyrkisk fængsel: Stemningen er trykketValgobservatør i tyrkisk fængsel: Stemningen er trykket

Nikolaj Villumsen har fulgt den anspændte situation i Tyrkiet som observatør ved søndagens folkeafstemning.

storybild

Stemningen har været anspændt ved søndagens folkeafstemning i Tyrkiet, fortæller Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, der er valgobservatør i Tyrkiet. (Billede: Scanpix/Bulent Kilic)

Der har søndagen igennem været en anspændt og trykket stemning blandt vælgerne ved folkeafstemningen i Tyrkiet.

Det fortæller Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

Han befinder sig omkring havnebyen Izmir i det vestlige Tyrkiet, hvor han har fulgt folkeafstemningen som valgobservatør for Europarådet. Han har blandt andet observeret valghandlingen i et fængsel.

- Det er gået fra at være meget stille og roligt, da valgstederne åbnede i morges, til en meget anspændt situation senere på dagen, siger han.

Det fængsel, Nikolaj Villumsen har besøgt, huser mange af de offentligt ansatte, der blev fængslet i forbindelse med kuppet i juli 2016.

- Situationen var meget trykket og ikke særlig rar at opleve, siger han.

- Og det er generelt tydeligt, at der er en enorm stor frygt for at sige sin mening højt, lyder det fra den danske politiker.

Han har i løbet af dagen besøgt 12 forskellige valgsteder og fulgt med i lukningen af stederne samt optællingen af stemmer.

Hans opgave er primært at holde øje med, at den tyrkiske valghandling går efter bogen og rapportere om det, hvis det ikke er tilfældet.

Han fortæller, at selve valget foregår, som man kender det fra Danmark.

- Selve stemmeafgivningen foregår på mange måder, som vi kender det hjemmefra. Man har haft mulighed for at sætte et kryds i ja eller nej.

- Men det, der adskiller valget fra det danske, er mulighederne for at få information og dele oplysninger. De er helt ekstremt begrænsede.

Tyrkerne stemmer søndag om, hvorvidt Tyrkiets præsident skal have flere beføjelser, end han har i dag - blandt andet ved at man nedlægger posten som premierminister og samler den politiske magt hos præsidenten.

Med mere end 99 procent af stemmerne optalt søndag aften har 51,20 procent af de tyrkiske vælgere stemt ja ved folkeafstemningen.

Der er dog kort efter klokken 22 endnu ikke erklæret et endeligt, officielt valgresultat, og oppositionen har påpeget ulovligheder og varslet, at den vil udfordre resultatet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx