Af Ritzau - 11/05-17 09:44; Opdateret: 11/05-17 11:01

Russisk mand dømt for at spille Pokemon Go i kirkeRussisk mand dømt for at spille Pokemon Go i kirke

Ung blogger slipper med betinget straf i opsigtsvækkende sag om kirken og sociale medier.

storybild

Et foto fra den 13. marts af bloggeren Ruslan Sokolovskij, der spillede Pokemon Go i den russiskortodokse kirke. Han er fundet skyldig i at opildne til religiøst had. (Billede: Scanpix/Konstantin Melnitskiy)

En blogger, der spillede Pokemon Go i den russiskortodokse kirke, er skyldig i at opildne til religiøst had. Det har en russisk domstol afgjort, skiver det russiske nyhedsbureau Ria.

Domstolen i byen Jekaterinburg i Ural-regionen lader dog den 22-årige Ruslan Sokolovskij, der er en populær blogger, slippe for fængsel.

Han har fået en betinget fængselsstraf og 160 timers samfundstjeneste samt et påbud om ikke at vise sig på større offentlige steder.

Anklagemyndigheden havde krævet den 22-årige idømt en fængselsstraf på tre og et halvt år.

Sokolovskij lagde i august sidste år en video ud på nettet med sig selv, hvor han spiller Pokemon Go på sin mobiltelefon i en kirke, der er bygget på det sted i Jekaterinburg, hvor den sidste russiske zar og hans familie blev dræbt i 1918.

I videoen, som indeholder hårdt sprog, der spotter kristendommen, sammenligner Sokolovskij Jesus med en Pokemonkarakter og siger, at han har besluttet at spille det populære spil i kirken.

Videoen er set over 1,9 million gange.

Han pointerer, at han har hørt i nyhederne, at folk kunne idømmes bøder eller fængselsdomme for at gøre det.

Kort efter bloggeren havde lagt videoen ud på internettet, beskyldte anklagemyndigheden ham for at opildne til religiøst had.

Det var den samme paragraf i den russiske straffelov, der blev anvendt mod Pussy Riot punkbandet i 2012, da det gennemførte en protestaktion i en domkirke mod præsident Vladimir Putin.

- Jeg kræver en straf på tre og et halvt år i en fængselslejr, siger anklageren, som advarede mod en betinget dom.

Sokolovskij har under retssagen sagt, at han er chokeret over udviklingen i sagen.

- Jeg har siddet i fængsel i tre måneder, og det er porten til helvede. Jeg opfatter ikke mig selv om ekstremist. Jeg er måske idiot, men jeg er ikke ekstremist på nogen måde.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx