Af Ritzau - 21/05-17 22:39

Tusinder protesterer mod Orbáns universitetslov i BudapestTusinder protesterer mod Orbáns universitetslov i Budapest

Ungarns premierminister møder modstand på grund af ny uddannelseslov, som også EU er utilfreds over.

storybild

Vrede ungarere var på gaden i Budapest i protest over premierminister Viktor Orbáns politik. (Billede: Reuters/Laszlo Balogh)

Tusinder har søndag demonstreret i Ungarn foran parlamentet i Budapest. De er vrede over premierminister Viktor Orbáns hårde kurs mod et udenlandsk universitet i byen og en ny ngo-lov.

Der har været flere større demonstrationer i hovedstaden den seneste måned. Årsagen er en ny lov, der kan føre til, at et universitet, som er finansieret af milliardæren George Soros, kan ende med at måtte lukke.

Orbán er alt andet end begejstret for ungareren Soros, som repræsenterer en helt anden politik end premierministeren.

Blandt andet har den rige mand sagt, at han vil fjerne grænserne i Europa.

- Det er regeringens arrogante tone, som gør mig mest vred, siger Sandor Zsuge.

Den 30-årige it-ingeniør mener dog ikke, at Soros spiller nogen rolle i sagen. Det handler ifølge ham om at præsentere en skurk.

EU-Kommissionen har i april taget det første skridt i retning af en sag mod Ungarn på grund af landets nye uddannelseslov.

Kommissionen kalder loven en "alvorlig forringelse" af de fundamentale rettigheder i landet.

Orbán mener, at det er kommissionens forsøg på at "hævne sig" på ham.

Premierministeren, som siger han ser op til Rusland og Tyrkiet, er ikke populær blandt EU's kernelande.

Der er parlamentsvalg i Ungarn i april næste år.

De seneste syv år har Viktor Orbán strammet sit greb om magten ved at tage styringen med medier og ved at begrænse forfatningsdomstolens magt. Han har placeret loyale støtter i topstillinger i offentlige institutioner.

En anden lov kræver, at ngo'er, som får støtte på over 7,2 millioner forint (174.000 danske kroner), skal lade sig registrere hos myndighederne og erklære sig støttet af udlandet.

Organisationerne mener, at det er en stigmatisering.

Støtten til Orbán er faldende ifølge den seneste meningsmåling. I april havde hans parti, Fidesz, 31 procents opbakning. I januar var den 37 procent.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx