19/09-17 06:21; Opdateret: 19/09-17 08:06

USA's største legetøjskæde søger i ly for kreditorerUSA's største legetøjskæde søger i ly for kreditorer

Den amerikanske legetøjsgigant Toys"R"Us har mandag søgt om konkursbeskyttelse. Danske butikker er uberørt.

storybild

Danske Top-Toy forventer ikke, at en potentiel konkurs i Toys R Us vil påvirke selskabets drift. Free/Toptoy

Wayne. USA's største legetøjskæde, Toys"R"Us, har mandag søgt om konkursbeskyttelse. Det skriver Reuters og flere andre medier.

Dermed er fremtiden usikker for legetøjskædens cirka 64.000 ansatte.

Legetøjsgiganten har ikke formået at forhindre forbrugerne i at vende ryggen til de fysiske butikker til fordel for de lavere priser og andre fordele ved at købe legetøj online.

Samtidig sidder Toys"R"Us på en markant gæld på 4,8 milliarder dollar (små 30 milliarder kroner), som blev optaget, da en række kapitalfonde købte selskabet i 2005.

Toys"R"Us solgte i 2016 legetøj for 11,5 milliarder dollar (71,5 milliarder kroner).

Det endte dog med et underskud på 224 millioner kroner, ikke mindst grundet renteudgifter til gælden på 455 millioner dollar (2,8 milliarder kroner). Toys"R"Us har ikke givet overskud siden 2013.

Ved at søge om konkursbeskyttelse har selskabet mulighed for at foretage omstruktureringer og holde butikker åbne, uden at kreditorerne kan sætte en stopper for det.

Toys"R"Us oplyser, at det fra en gruppe banker har sikret sig en særlig form for finansiering på over tre milliarder dollar, der typisk ydes til selskaber, der ikke er i stand til at opfylde deres økonomiske forpligtelser.

Lånet, der skal godkendes af en domstol, ventes omgående at rette op på selskabets økonomiske sundhedstilstand, oplyser Toys"R"Us.

Det fremgår også, at selskabets aktiviteter uden for USA og Canada ikke er omfattet af konkursbeskyttelsen, fordi de drives af selvstændige enheder.

I flere dage har der været rygter om, at den amerikanske legetøjsgigant har store økonomiske problemer.

Mandag formiddag reagerede den danske legetøjskoncern Top-Toy på flere dages rygter om en amerikansk konkurs over for Ritzau.

Selskabet, der driver Toys"R"Us i Norden, meddelte, at det ikke vil blive påvirket af en eventuel konkurs.

- På den korte bane vurderer vi ikke, at det har nogen konsekvenser for vores forretning.

- Brandet står stærkt i Norden, og vores relation er alene en licensaftale. Så vi føler os faktisk relativt isoleret fra denne her situation, sagde administrerende direktør for Top-Toy Søren Torp til Ritzau.

Top-Toy har 65 Toys"R"Us butikker fordelt i Danmark, Island, Finland, Norge og Sverige. Selskabet venter at åbne flere i den nærmeste fremtid.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx