Af Ritzau - 25/04-17 13:13; Opdateret: 25/04-17 19:23

Europarådet sætter Tyrkiet under fuld observationEuroparådet sætter Tyrkiet under fuld observation

Tyrkiet overvejer sit forhold til Europarådets Parlamentariske Forsamling efter beslutning om overvågning.

storybild

Europarådet indleder en fuld overvågning af demokratiets tilstand i Tyrkiet under præsident Recep Tayyip Erdogan. Det har Europarådets Parlamentariske Forsamling besluttet. Tyrkiet fordømmer beslutningen. (Billede: Reuters/Handout)

Europarådet indleder en fuld overvågning af demokratiets tilstand i Tyrkiet.

Det har Europarådets Parlamentariske Forsamling tirsdag besluttet på en samling i Strasbourg.

Beslutningen betyder, at Tyrkiet kommer under udvidet kontrol af Europarådets organer, der holder øje med demokratiet, menneskerettighederne og retsstatens tilstand.

Som svar på rådets beslutning siger den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, at forholdet mellem Tyrkiet og EU har nået sit laveste niveau i nyere tid.

Han siger samtidig, at Tyrkiet nu vil overveje, hvilke skridt man vil tage som reaktion på beslutningen.

Europarådet er ikke en del af EU, men er en selvstændig international organisation.

Næstformanden for den danske delegation til Europarådet, Mogens Jensen (S), kalder Europarådets beslutning "rigtig".

- Situationen i Tyrkiet er meget alvorlig efter indførelse af undtagelsestilstanden sidste år, siger han.

Han henviser til "massive lukninger af medier, fyringer af tusindvis af dommere og offentligt ansatte, fængslinger af journalister og ikke mindst fængslinger af demokratisk valgte parlamentsmedlemmer".

- Også de nylige forfatningsændringer vil bringe Tyrkiet væk fra demokratiets vej, siger Mogens Jensen.

Også Enhedslistens medlem af den parlamentariske forsamling, Nikolaj Villumsen, glæder sig.

- Det er første gang nogensinde, at et medlemsland i Europarådet sættes under fuld observation efter tidligere at have afsluttet observationsprocessen, siger Nikolaj Villumsen.

Han mener, at Europarådet dermed sætter Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, under pres.

- Det er et alvorligt skridt, som uden tvivl vil lægge pres på Erdogan og hjælpe de demokratiske kræfter i Tyrkiet, siger Villumsen.

- Undertrykkelsen af befolkningen i Tyrkiet er fuldstændig uacceptabel, siger han.

Det tyrkiske udenrigsministerium kaldet det "en urimelig beslutning", som Tyrkiet "stærk fordømmer", da Tyrkiet overholder sine internationale forpligtelser.

- Vi tager nødvendige og passende tiltag mod de farer, der retter sig mod vores forfatningsmæssige orden og vores lands overlevelse, hedder det i en pressemeddelelse.

Europarådet blev stiftet i 1949.

47 europæiske lande er medlemmer af Europarådet, heriblandt Tyrkiet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx