09/09-17 18:01

Myanmars regering forhindrer FN-operationer i landetMyanmars regering forhindrer FN-operationer i landet

Røde Kors fylder hullet efter FN, der drosler ned i Myanmar efter beskyldninger om at støtte oprørere.

storybild

Op mod 290.000 er flygtet fra Myanmar til Bangladesh. Scanpix/Ye Aung Thu

Yangon. Røde Kors tager en større tørn i nødhjælpsarbejdet i den konfliktramte delstat Rakhine i Myanmar.

Det sker, efter at Myanmars regering har beskyldt FN for at støtte et oprør fra medlemmer af det muslimske Rohingya-mindretal i Rakhine.

FN's Fødevareprogram (WFP) og andre internationale nødhjælpsorganisationer blev også beskyldt af regeringen for at støtte oprørerne.

FN har efterfølgende måttet suspendere deres aktiviteter i Rakhine. FN har ikke kunnet operere i delstaten eller garantere sikkerhed for deres ansatte og frivillige.

Nødhjælpsarbejdere er bekymrede for, at mange Rohingya-muslimer har været uden mad siden midten af juli. Her kunne WFP ikke længere fortsætte operationerne. De havde ellers sørget for mad og økonomisk assistance til de påvirkede mennesker.

Der er siden hen faldet en aftale på plads mellem Myanmars myndigheder, Myanmars Røde Kors og den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).

Den sikrer grundlaget for at levere nødhjælp til de konfliktramte områder.

Ifølge Udenrigsministeriet var Danmark medvirkende til, at aftalen faldt på plads.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) valgte lørdag at støtte med 20 millioner kroner til ICRC's humanitære indsats i de konfliktramte områder.

Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er op mod 290.000 flygtet til Bangladesh. Flere hundrede tusinde er fortsat tilbage i det konfliktramte område. Mange af dem er fordrevet til andre dele af delstaten.

Ifølge Udenrigsministeriet har de alle behov for akut nødhjælp, men et stort antal har været afskåret fra nødhjælpen indtil nu.

Røde Kors vil først fokusere på de cirka 30.000 mennesker, der befinder sig i og omkring de større byer i Rakhine. Når det bliver muligt, vil Røde Kors også sende nødhjælp til lokalsamfund i sværttilgængelige områder.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx