07/09-17 20:39; Opdateret: 07/09-17 23:41

Orkanen Irma raserer Caribiens øer og Trump holder vejretOrkanen Irma raserer Caribiens øer og Trump holder vejret

Ødelæggelserne efter Irma er allerede massive i Caribien, og USA frygter nu orkanens ankomst i Florida.

storybild

Miami. Orkanen Irma fortsætter sin hærgen over de caribiske øer, og amerikanerne holder nu vejret, mens uvejret har kurs mod delstaten Florida.

Mindst 13 mennesker har mistet livet, og tusinder er efterladt uden hus og hjem på de normalt så idylliske palmeøer.

Dødstallet ventes at stige, efterhånden som man igen får kontakt med områder på de værst ramte øer.

Lokale myndigheder slås med at få overblik over omfanget af ødelæggelser, som kun vil blive værre, når Irma suser forbi blandt andet Den Dominikanske Republik, Haiti og Cuba.

Orkanen, der er i kategori 5, som er det højeste niveau, har tabt pusten en smule. Men kun lidt.

Den toppede med vedvarende vindhastigheder på 300 kilometer i timen, og i løbet af torsdagen blev vindene målt til 285 kilometer i timen.

Det gør Irma til en af de kraftigste orkaner over Atlanterhavet til dato.

I USA frygter man nu Irmas komme.

- Vi er dybt bekymrede over Irma, siger præsident Donald Trump.

Præsidenten frygter, at den bliver værre end Harvey, som passerede Texas med omfattende ødelæggelser til følge i slutningen af august.

Harvey var i kategori 4. Den lagde store dele af USA's fjerdestørste by, Houston i Texas, under vand.

Trump slår fast, at USA er så godt forberedt som overhovedet muligt på Irma.

To af de øer, der indtil videre er blevet hårdest ramt, er St. Martin og Barbuda. De er i store træk lagt i ruiner, skriver nyhedsbureauet AFP.

St. Martin er delt mellem Holland og Frankrig, og fra begge lande lyder det, at ødelæggelserne er enorme.

Otte personer på den franske side skulle have mistet livet, og 23 andre meldes tilskadekomne. Der bor omkring 80.000 personer på øen.

På den hollandske side af øen meldes om én omkommet. Her ligger både havn og lufthavn i ruiner.

Holland sendte torsdag to fly ind over øen for at smide nødhjælp og soldater ned. Styrkerne skal ifølge nyhedsbureauet AP sørge for ro og orden, så man undgår plyndringer.

Orkanen Irma gik først i land i ønationen Antigua og Barbuda. Ifølge landets premierminister, Gaston Browne, er 95 procent af bygningerne på Barbuda ramt af skader oven på uvejret.

Irma satte senere kursen mod De Amerikanske Jomfruøer. Her oplyser myndighederne, at mindst tre personer er omkommet under orkanen.

Især St. Thomas og St. John skulle være ramt af det, som myndighederne kalder "katastrofale ødelæggelser".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx