Af Ritzau - 30/04-17 03:01; Opdateret: 30/04-17 04:40

Trump dropper middag og fejrer sin 100. dag i PennsylvaniaTrump dropper middag og fejrer sin 100. dag i Pennsylvania

I en tale lørdag aften siger Donald Trump, at hans første 100 dage som præsident har været meget produktive.

storybild

I talen lørdag aften betegner Trump sine første 100 dage som præsident som "meget produktive". (Billede: Scanpix/Alex Wong)

Donald Trump markerer sine første 100 dage som præsident i USA i Harrisburg, Pennsylvania, hvor han taler foran en stor forsamling lørdag aften lokal tid.

- De samles om Det Hvide Hus' pressemiddag uden en præsident, siger han fra talerstolen.

Det sker med henvisning til den årlige middag for Det Hvide Hus' journalister. Den holdes samme dag og foregår i år på Washington Hilton Hotel.

Donald Trump er den første amerikanske præsident i 36 år, der vælger ikke at deltage i middagen.

Sidst, en præsident ikke var med til middagen, var i 1981, fordi daværende præsident Ronald Reagan var ved at komme sig oven på et skudsår efter at være blevet forsøgt dræbt.

Donald Trump meddelte allerede i februar, at han ikke vil deltage i middagen.

Trump har flere gange beskyldt medierne for at sprede falske nyheder og kaldt dem uærlige.

I talen lørdag aften betegner Trump sine første 100 dage som præsident som "meget produktive". Det sker under store klapsalver fra de tusindvis af tilhængere, der er mødt op for at se ham.

- Der er ikke noget sted, jeg hellere vil være, end lige her i Pennsylvania for at fejre vores 100-dages milepæl og reflektere over vores fantastiske rejse og forberede mig på mange store kampe, som venter, og som vi vil vinde, siger han.

- Vores kamp for at gøre Amerika stort igen er kun lige begyndt.

Vicepræsident Mike Pence introducerede præsidenten som "en mand, der holder sit ord, og en mand, der handler".

Donald Trumps tilbagevenden til Pennsylvania er en tak, ligesom den han gav til vælgerne i Florida i sidste måned i Tampa.

- I de sidste 100 dage har min administration leveret resultater til gavn for de fantastiske borgere i vores land.

- Hvad enten det handler om at sikre arbejde til vores kulminearbejdere, beskytte stål- og aluminiumsarbejdere eller sætte en stopper for jobdræbende regler, så holder vi vores løfter, siger præsidenten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx