Af Ritzau - 06/01-17 21:39

Sydkorea vækker vrede i Tokyo med statue for sexslaverSydkorea vækker vrede i Tokyo med statue for sexslaver

Japan hjemkalder ambassadør fra Sydkorea i protest mod statue til minde om ofrene for sexslaveri.

storybild

En statue af en pige, som sidder med en lille fugl på sin skulder, er blevet et symbol i Sydkorea på kvinder, som Japan tvang til at være sexslaver under krigen. Japan siger, at statuen må fjernes og har hjemkaldt dets ambassadør. (Billede: Scanpix/Jung Yeon-je)

Japan hjemkaldte fredag landets ambassadør i Sydkorea for at protestere mod, at der er blevet rejst en statue til minde for ofrene for den japanske hærs sexslaveri under Anden Verdenskrig.

Den japanske regerings ledende talsmand, Yoshihide Suga, siger, at Japan også har hjemkaldt dets generalkonsul i Busan. Samtidig har japanerne aflyst økonomiske forhandlinger med Sydkorea.

Den omstridte statue er rejst uden for Japans konsulat i den sydkoreanske by Busan. Den er en kopi af en statue, som har stået flere år i hovedstaden Seoul ved Japans ambassade.

- Japans regering vil fortsætte med at opfordre Sydkoreas regering og de lokale myndigheder til at fjerne statuen i Busan, siger han.

Op mod 200.000 kvinder fra Korea, Kina og Filippinerne og flere andre lande blev under krigen tvunget til at arbejde på Japans militære bordeller, siger mange moderne historikere.

Bronzestatuen af en pige, som sidder med en lille fugl på sin skulder, er blevet et symbol i Sydkorea. Japan siger, at statuen burde have været fjernet, da der er indgået en aftale om erstatninger til ofrene.

Men sydkoreanske kvinder, der var ofre for japanernes militære aggression, kræver mere omfattende undskyldninger og mere oprejsning.

Statuen i Seoul har i over fem år været et udgangspunkt for tidligere sexslavers demonstrationer mod Japan.

Den nye statue i Busan blev oprindeligt fjernet af myndighederne, efter at den var blevet rejst af demonstranter. Men den blev rejst igen, da en japansk minister provokerede ved at besøge et stærkt omstridt krigsmonument i Tokyo.

Den japanske minister Masahiro Imamura besøgte det omstridte Yasukuni- monument, mens den japanske premierminister, Shinzo Abe, foretog et stærkt symbolladet og historisk forsoningsbesøg på Pearl Harbor få dage før årsskiftet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx