Af Ritzau - 02/04-17 05:35

Trumps fyrede rådgiver undlod at opgive russisk indkomstTrumps fyrede rådgiver undlod at opgive russisk indkomst

Michael Flynn har ikke opgivet, at han fik penge for taler, der var arrangeret af russiske virksomheder.

storybild

Den pensionerede general Michael Flynn er i store problemer, efter at han blev fyret efter kun 24 dage på posten som sikkerhedsrådgiver (arkivfoto). (Billede: Reuters/Yuri Gripas / Reuters)

Den forhenværende sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Michael Flynn opgav ikke beløb, som han har fået udbetalt fra et russisk tv-netværk og et firma, der har tråde til Rusland.

Det skulle ellers være sket, da Flynn skulle opgive sine finansielle forhold.

Det viser dokumenter, som Det Hvide Hus har offentliggjort.

I et dokument underskrevet af Flynn 31. marts har den tidligere general opgivet, at han har talt til arrangementer for tv-selskabet RT, der er støttet af den russiske regering, og flyselskabet Volga-Dnepr Airlines.

Dokumentet viser ikke, hvor meget Flynn har tjent på talerne. Arrangementerne er dog opgjort i et felt, hvor man skal opgive kilder, der har støttet med mere end 5000 dollar på et år (cirka 35.000 kroner).

Den pensionerede general er i store problemer, efter at han i midten af februar blev fyret efter kun 24 dage på posten som sikkerhedsrådgiver.

Han bliver lige nu efterforsket for sine bånd til Rusland som en del af en bredere undersøgelse af mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Flynn har sagt, at han ønsker immunitet, hvis han skal afgive forklaring over for efterretningskomitéerne i Senatet og Repræsentanternes Hus.

Flynn blev fyret, da det kom frem, at han havde undladt at oplyse, at han havde ført samtaler med den russiske ambassadør i USA omkring amerikanske sanktioner mod Rusland.

Komitéer i Kongressen undersøger sammen med FBI påstande fra USA's efterretningstjenester om, at Rusland har blandet sig i valgkampen i 2016.

Den russiske regering har afvist beskyldningerne. Den har blandt andet nægtet, at den stod bag et hackerangreb på Demokraternes computere, der førte til, at en række e-mails blev lækket.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx