10/10-17 05:56

Kemiker: Kim Jong-uns halvbror havde gift i øjet og blodetKemiker: Kim Jong-uns halvbror havde gift i øjet og blodet

Kim Jong-nam havde 1,4 gange den dødelige dosis af nervegas i ansigtet, efter at han blev angrebet i Malaysia.

storybild

En 25-årig indonesisk kvinde og en 29-årig vietnamesisk kvinde (til højre på billedet) havde ifølge anklageskriftet smurt VX i ansigtet på Kim Jong-nam i den befærdede lufthavn 13. februar. Han døde 20 minutter senere. Reuters/Lai Seng Sin

Shah Alam. Den afdøde halvbror til Nordkoreas leder havde omkring 1,4 gange den dødelige dosis af den ultrapotente nervegas VX i ansigtet, efter at han blev angrebet i Kuala Lumpurs internationale lufthavn i februar i år.

Det oplyser en kemiker fra den malaysiske regering ifølge nyhedsbureauet AP.

Kemikeren Raja Subramaniam vidner tirsdag i retten i Shah Alam uden for Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Her er to kvinder tiltalt for at have forgiftet og dræbt lederens halvbror, Kim Jong-nam.

Ifølge kemikeren blev der fundet VX i nordkoreanerens ene øje og i hans blod, ligesom at nervegassen blev fundet på hans skjortekrave og -ærmer.

Raja Subramaniam fortæller, at han ikke kan sige direkte, om koncentrationen af VX var nok til at dræbe Kim Jong-nam, men at "mængden er omkring 1,4 gange den dødelige dosis".

Han tilføjer, at mængden af VX i øjet var mindre. Til gengæld trængte giften hurtigere gennem øjet end gennem huden.

Retssagen mod de to kvinder, der begge nægter sig skyldige, blev indledt mandag 1. oktober.

Kvinderne - en 25-årig indonesisk kvinde og en 29-årig vietnamesisk kvinde - havde ifølge anklageskriftet smurt VX i ansigtet på Kim Jong-nam i den befærdede lufthavn 13. februar.

Det resulterede i hans død mindre end 20 minutter senere.

De to kvinder har ifølge flere internationale nyhedsbureauer forklaret, at de troede, de deltog i et tv-show med skjult kamera.

Kvinderne er de eneste mistænkte, der er tilbageholdt i sagen.

Ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste havde den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, i fem år planlagt drabet på sin halvbror.

Det nordkoreanske styre er kendt for give ordrer om drab på folk, som vurderes at være en trussel for regimet.

Begge kvinder ventes at blive idømt dødsstraf, hvis de kendes skyldige i sagen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx