Af Ritzau - 30/04-17 06:16

Journalister svarer igen på Trumps kritik under årlig middagJournalister svarer igen på Trumps kritik under årlig middag

Vores job er at få den bedst opnåelige version af sandheden frem, siger den garvede journalist Carl Bernstein.

storybild

Aftenens vært, Hasan Minhaj, grillede præsident Donald Trump under den årlige middag for Det Hvide Hus' journalister lørdag aften i Washington. (Billede: Reuters/Jonathan Ernst)

Det helt store emne under den årlige middag for de journalister, der dækker Det Hvide Hus, var ikke overraskende præsident Donald Trumps fravær.

Som den første præsident i 36 år havde Donald Trump valgt ikke at deltage i middagen, der i år foregik på Washington Hilton Hotel.

Sidst, en præsident ikke var med til middagen, var i 1981, hvor daværende præsident Ronald Reagan var ved at komme sig oven på et skudsår efter at være blevet forsøgt dræbt.

- Okay, hør her. Jeg forstår det godt. Vi er nødt til at tale om elefanten, der ikke er i rummet. Lederen af vores land er her ikke.

- Det er fordi, at han bor i Moskva, og det er en meget lang flyvetur, jokede aftenens vært, komikeren Hasan Minhaj fra The Daily Show.

- Det ville være svært for Vlad (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) at være her. Hvad angår den anden fyr, så tror jeg, han er i Pennsylvania, fordi han ikke kan klare en joke, fortsatte han.

Donald Trump meddelte allerede i februar, at han ikke vil deltage i middagen.

Han valgte i stedet at markere sin dag nummer 100 som præsident i Pennsylvania, hvor han lørdag talte foran tusindvis af tilhængere.

Præsidenten for foreningen af journalister i Det Hvide Hus, White House Correspondents' Association (WHCA), Jeff Mason, brugte anledningen til at minde om, hvem den årlige middag holdes for:

- Vi er her for at fejre pressen, ikke præsidentembedet, sagde han.

At Donald Trump gentagne gange har beskyldt medierne for at sprede falske nyheder og kaldt dem uærlige blev også kommenteret.

- Hr. præsident, medierne er ikke falske nyheder, påpegede Bob Woodward, chefredaktør på Washington Post.

Også Woodwards gamle kollega Carl Bernstein, som han afdækkede Watergate-skandalen med, fik et par ord med på vejen:

- Vores job er at få den bedst opnåelige version af sandheden frem, punktum. Især nu, sagde han.

Den årlige pressemiddag er ifølge WHCA en "hyldest af First Amendment (den forfatningstilføjelse, der sikker ytrings- og pressefrihed, red.) og den vigtige rolle, som uafhængige nyhedsmedier spiller i en sund republik".

Ved den traditionelle begivenhed optræder den amerikanske præsident ofte på slap line. Typisk ved at fortælle vittigheder om både sig selv, medier og politikere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx