Af Ritzau - 11/04-17 16:34; Opdateret: 11/04-17 17:54

Egypten indfører undtagelsestilstand efter to kirkeangrebEgypten indfører undtagelsestilstand efter to kirkeangreb

Undtagelsestilstand indføres i Egypten efter angreb mod to kirker, som Islamisk Stat har taget skylden for.

storybild

Mindst 45 personer mistede livet i bombeattentater mod to kirker i Egypten søndag. Nu har landets parlament vedtaget en tre måneder lang undtagelsestilstand i landet. (Billede: Reuters/Zoubeir Souissi)

Egyptens parlament har vedtaget en tre måneder lang undtagelsestilstand i landet.

Det oplyser Egyptens statslige tv-station.

Landets præsident, Abdel Fattah al-sisi, meddelte allerede søndag aften, at undtagelsestilstanden var på vej til landet.

Det skete, efter at mindst 45 personer mistede livet i bombeattentater mod to kirker.

Den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat hævder at stå bag angrebene, der efterlod over 100 sårede.

- Korsfarere og deres allierede hedninge bør vide, at regningen mellem os og dem er meget stor, og de vil betale med floder af blod fra deres børn, med Guds vilje. Vent på os, for vi vil vente på jer, sagde IS i en erklæring.

Den første bombe blev sprængt i St. George Church i Tanta i Nildeltaet. Her døde 28 personer.

Et par timer senere eksploderede den anden foran Saint Marks Katedralen i Alexandria. Bomben kostede 17 personer livet.

Egyptens kristne, der kaldes koptere, har været mål for et stigende antal angreb siden 2014.

Her bredte Islamisk Stat sig ud over regionen fra Syrien og Irak og angreb religiøse mindretal.

I en tale til parlamentet fastslog premierminister Sherif Ismail, at undtagelsestilstanden var et nødvendigt skridt, som vil give staten redskaberne til at tage sig af tilhængere af vold. Det skriver AFP.

Udtagelsestilstanden vil indebære, at politiet får udvidede beføjelser til at foretage anholdelser, til at overvåge og beslaglægge. Borgernes bevægelsesfrihed kan begrænses.

I områder af den nordlige del af Sinaiørkenen, hvor grupper med tilknytning til Islamisk Stat opererer, er der permanent undtagelsestilstand.

Kopterne anslås at udgøre op mod ti procent af Egyptens befolkning på cirka 80 millioner indbyggere.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx