Af Ritzau - 01/03-17 17:06

Kommentator: Taburet vakler under præsidentkandidat FillonKommentator: Taburet vakler under præsidentkandidat Fillon

Det borgerlige Frankrig er ved at tabe troen på sin kandidat til forårets præsidentvalg, mener kommentator.

storybild

François Fillon har valgt at fortsætte sin kamp for at blive Frankrigs næste præsident på trods af en forestående sigtelse for misbrug af offentlige midler. (Billede: Reuters/Regis Duvignau)

Valgkampen ser mere og mere ud til at være tabt på forhånd for den franske konservative præsidentkandidat, François Fillon.

Det fortæller Pierre Collignon, der er kommentator af franske forhold og tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten.

Han tvivler på, at den tidligere favorit til posten som landets præsident kan komme tilbage på sporet efter onsdag at være blevet indkaldt af undersøgelsesdommere for at blive sigtet i en sag om misbrug af offentlige midler.

- Han har jo tegnet et billede af sig selv som en mand, der har en høj moral, siger Pierre Collignon.

- Han har blandt andet sagt, at man jo ikke kunne forestille sig en general Charles de Gaulle sigtet. Altså når man skal være præsident, så må man udvise et godt eksempel.

Det billede er nu ved at krakelere foran de franske vælgere. François Fillon har i længere tid været anklaget for at bruge offentlige midler til at aflønne sin kone og sine børn for job, som de reelt ikke udførte.

På trods af sin forestående sigtelse meddelte Fillon onsdag, at han fortsat vil være Republikanernes kandidat til forårets valg.

Det bliver dog svært for ham at vinde de tabte stemmer igen, mener Pierre Collignon.

- Han stod til at blive det borgerlige, dybe og provinsielle Frankrigs sikre kort, men der er mange mennesker i den traditionelle borgerlige familie, som er enormt skuffede og har mistet troen på ham, siger han.

Det franske præsidentvalg finder sted over to runder i april og maj.

Ifølge Pierre Collignon er det usandsynligt, at François Fillon når frem til den sidste og afgørende runde.

Her vil det ifølge meningsmålinger blive kometen fra centrum-venstre, Emmanuel Macron, der skal dyste mod det højrenationale parti Front Nationals kandidat, Marine Le Pen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx