Af Ritzau - 07/05-17 23:02; Opdateret: 07/05-17 23:51

Macron vil fjerne grundene til at stemme på Le PenMacron vil fjerne grundene til at stemme på Le Pen

Den nyvalgte franske præsident taler i en sejrstale til sin modstanders vælgere og lover ikke at glemme dem.

storybild

Den nyvalgte præsident i Frankrig, Emmanuel Macron, holdt søndag tale foran sine tilhængere i Paris. (Billede: Reuters/Christian Hartmann)

- I aften vandt Frankrig!

Sådan råbte den nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, til sine støtter, der søndag aften var mødt op foran Louvre-museet i Paris.

De var samlet for at fejre afslutningen på en lang og dramatisk valgkamp, hvor særligt de sidste ugers slutspurt har været intens.

Mange hårde ord er blevet udvekslet mellem de to sidste kandidater, og splittelsen i landet har været udtalt.

Søndag stod det så klart, at centrumkandidaten Emmanuel Macron bliver Frankrigs næste præsident.

Under sejrstalen i Paris fandt han plads til at sige et par ord til de vælgere, der stemte på hans modstander, Marine Le Pen.

- De har i dag tilkendegivet en vrede, og jeg vil gøre alt i de kommende fem år for, at de ikke skal have nogen grund til at stemme på ekstremisterne, siger han.

Macron rakte i talen også frem mod det forestående valg til Nationalforsamlingen, der finder sted i juni.

Her talte han om behovet for at samle de splittede politiske fløje.

- Vores opgave er umådelig stor, og den ligger allerede fra i morgen i at opbygge et stærk flertal, siger han.

- Det er det, landet ønsker sig og fortjener. Et flertal for forandring.

Macron trådte op på scenen under tonerne til EU's officielle hymne "Ode til Glæden". Også i sin tale viste han et udsyn, der rækker ud over Frankrigs grænser.

- Europa og verden venter på, at vi forsvarer de oplysningstanker, der er truet så mange steder, siger han.

- De venter på, at vi forsvarer frihed, og beskytter de undertrykte.

Efter talen sluttede Macrons kone, Brigitte, og omkring 20 mennesker sig til ham på scenen, hvor de sammen med tilskuerne sang Frankrigs nationalsang.

Målinger sent søndag aften viser, at centrumkandidaten slog sin modstander med 65,31 procent af stemmerne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx