Af Susanne Johansson - 25/11-17 21:31

Flugten fra Kim Jong-un gik verden rundt: Nu plages 24-årig soldat af det samme mareridt igen og igenFlugten fra Kim Jong-un gik verden rundt: Nu plages 24-årig soldat af det samme mareridt igen og igen

Der er daglige fremskridt for den 24-årige nordkoreanske soldat, der i sidste uge flygtede til Sydkorea. Men frygten for at blive sendt tilbage til Kim Jong-uns rædselsregime bor stadig i ham

Nordkoreansk afhopper flygter over grænsen

Han kan smile. Tale. Indtage flydende føde.

Men den 24-årige nordkoreanske soldat, der for ti dage siden gennemførte en dramatisk flugt fra nord til syd, vågner stadig op badet i sved.

For hans største frygt er, at han bliver sendt tilbage til Nordkorea.

»Men denne nordkoreanske fyr har intet at frygte. Han bliver i Sydkorea,« siger kirurgen John Cook-Jong Lee - som stod for de omfattende operationer - ifølge Reuters.

Kirurgen er indtil videre blevet det tætteste, som den unge soldat Oh er kommet på en ven i syd.

I flere dage lå den 24-årige afhopper på operationsbordet. Fem kugler sad i hans krop. Havde smadret flere indre organer. Lægerne frygtede for hans liv.

Oh - hans efternavn - var udstationeret i det demilitariserede grænseområde mellem Nord- og Sydkorea, og traf i sidste uge beslutningen om at flygte i bil. Men kort efter brød bilen sammen og Oh måtte fortsætte til fods. Med bevæbnede nordkoreanske vagter i hælene.

40 skud affyrede de, før Ohs krop sank sammen på den sydkoreanske side af zonen, hvor amerikanske og sydkoreanske soldater trak ham i sikkerhed og bragte ham til universitetshospitalet i Seoul, hvor der ingen tid var at spilde for de ventende kirurger.

At kuglerne var trængt igennem - og havde sprængt - flere af hans indre organer, var ikke det eneste problem kirurgerne stod overfor.

Infektioner som følge af indvoldsorme - den største 27 cm lang - komplicerede processen. Og derudover havde han mistet blod. 12 liter måtte de fylde på hans krop.

»Men han er en stærk mand,« understreger John Cook-Jong Lee, som overvåger Oh og gradvist får flere og flere brudstykker om hans liv.

Han har således fortalt, at han blev indrullet i den nordkoreanske hær som 17-årig, og at han aldrig skal ind i militæret igen. Samt at han er dybt taknemmelig for, at Sydkorea reddede hans liv og donerede så meget blod.

Mest af alt hører han dog musik og ser tv. Er vild med Jim Carrey komedien 'Bruce Almighty' og krimiserien 'CSI'. Og det sydkoreanske pigeband 'Girl's Generation'.

Normalt bliver nordkoreanske afhoppere straks overdraget til sikkerhedstjenesten, hvor de afhøres, inden de bliver sendt i et tre måneders kursusforløb i kunsten at leve i frihed. Dernæst får til de hjælp til lejlighed, uddannelse og jobtræning samt en pose penge, der skal hjælpe dem gennem det første år.

Men selv om sikkerhedstjenesten er ivrige for at få fingre i Oh, må de ifølge John Cook-Jong Lee væbne sig med tålmodighed.

For udover, at Oh første skal komme til hægterne rent fysisk, er der den psykiske del. At komme sig over frygten for at blive sendt tilbage.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx