Af Ritzau - 02/03-17 03:30; Opdateret: 02/03-17 05:30

USA's justitsminister undlod at oplyse om russisk kontaktUSA's justitsminister undlod at oplyse om russisk kontakt

Avis afslører, at justitsminister Jeff Sessions i 2016 to gange havde kontakt med Ruslands topdiplomat i USA.

storybild

Under en høring i Senatet 10. januar blev Sessions bedt om at svare på, om personer tilknyttet Trumps valgkampagne havde været i kontakt med folk fra den russiske regering i løbet af valgkampen. Det sagde han klart nej til. (Billede: Reuters/Kevin Lamarque)

USA's justitsminister, Jeff Sessions, har over for Senatet fortiet, at han i 2016 to gange havde samtaler med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak.

Det skriver Washington Post.

Offentligheden har ifølge avisen ikke tidligere været informeret om samtalerne mellem Sessions og den russiske topdiplomat.

Under en høring i Senatet 10. januar blev Sessions ellers bedt om at svare på, om personer tilknyttet Trumps valgkampagne havde været i kontakt med folk fra den russiske regering i løbet af valgkampen.

- Jeg har ikke kendskab til den slags aktiviteter, svarede Sessions og tilføjede:

- Jeg havde ingen kommunikation med russerne.

Sessions var lige så klar i mælet og svarede "nej", da den demokratiske senator Patrick J. Leahy skriftligt spurgte, om han før eller efter valgdagen havde været i kontakt med nogen, der havde den mindste tilknytning til Ruslands regering, om det amerikanske valg.

Jeff Sessions talskvinde, Sarah Isgur Flores, afviser, at der skulle være noget forkert i svarene.

- Der var absolut intet vildledende i hans svar, siger hun til avisen.

Et af møderne med den russiske ambassadør blev afholdt i september 2016 på Jeff Sessions' kontor i Kongressen. På det tidspunkt var han senator.

Mødet fandt sted på højden af en kontrovers om, at der fra russisk side blev gjort forsøg på at påvirke udfaldet af den amerikanske præsidentvalgkamp.

Det første møde mellem de to fandt sted i juli.

Talskvinde Sarah Isgur Flores understreger over for Washington Post, at Sessions som medlem af Senatets udvalg for de væbnede styrker i 2016 havde flere end 25 samtaler med udenlandske ambassadører.

Afsløringen i Washington Post kan ifølge avisen føre til nye krav fra politikere om, at Kongressen skal udpege en særlig undersøger til at efterforske Ruslands påståede rolle i efterårets valgkamp.

I februar måtte Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, trække sig fra posten, da det kom frem, at han havde vildledt blandt andre vicepræsident Mike Pence om telefonsamtaler, han havde haft med Ruslands ambassadør i USA.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx