06/02-18 19:43; Opdateret: 06/02-18 20:48

FN efterforsker meldinger om brug af klorbomber i SyrienFN efterforsker meldinger om brug af klorbomber i Syrien

FN-kommission, der overvåger situationen i Syrien, er dybt bekymret over volden i Idlib og Østghouta.

storybild

11 personer blev behandlet, efter at de fik vejrtrækningsproblemer oven på et bombetogt udført af regimet i Saraqeb søndag. Scanpix/Omar Haj Kadour/arkiv

Genève. FN-eksperter i krigsforbrydelser er i færd med at efterforske meldinger om brug af bomber med klor i to byer i Syrien.

Det oplyser en kommission under FN's menneskerettighedskontor, der overvåger og undersøger situationen i det krigshærgede land, i en pressemeddelelse.

Der er tale om byerne Saraqeb i Idlib og Douma i Østghouta. Det var i nærheden af Saraqeb, at militante oprørere skød et russisk krigsfly ned i weekenden.

Paulo Pinheiro står i spidsen for FN-kommissionen. Han udtrykker i pressemeddelelsen dyb bekymring for volden i Idlib og Østghouta.

Formanden henviser blandt andet til, at der alene de seneste døgn har været adskillige meldinger om store civile tab. Luftangreb skal også have ramt mindst tre hospitaler.

Samtidig peger han på, at den stigende vold i Idlib alene siden årsskiftet skal have sendt over en kvart million på flugt fra kampene i regionen.

- Meldingerne er ekstremt foruroligende. Og det gør de såkaldte deeskaleringszoner, som skal beskytte civile fra den slags bombardementer, til grin, siger Paulo Pinheiro.

- Parterne i denne konflikt lever ikke op til deres forpligtelser under international humanitær ret, tilføjer han.

Deeskaleringszonerne er en aftale mellem Iran, Rusland og Tyrkiet. De er oprettet i regeringskontrollerede områder.

Meningen med zonerne er, at konflikten i Syrien skal nedtrappes. Samtidig skal aftalen åbne op for levering af nødhjælp til civile i regionen.

11 personer blev behandlet, efter at de fik vejrtrækningsproblemer oven på et bombetogt udført af regimet i Saraqeb søndag.

Amnesty International langer ud efter den syriske regering for det formodede angreb med klor i byen Saraqeb.

- Direkte angreb mod civile er absolut ulovlige og er direkte krigsforbrydelser, siger Lynn Maalouf i en pressemeddelelse.

Hun står i spidsen for menneskerettighedsorganisationens researchenhed i Mellemøsten.

- Det faktum, at regeringen føler sig fri til åbenlyst at udføre sådanne angreb med brug af internationalt forbudte kemiske våben, afspejler den totale straffrihed, som de, der giver ordrer til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Syrien, nyder, tilføjer hun.

Amnesty har talt med flere fra Saraqeb. En frivillig fra De Hvide Hjelme har beskrevet, hvordan en tøndebombe - hvorfra klorgassen angiveligt skal stamme fra - landede omkring 50 meter fra et varedepot.

- Vi hørte folk råbe efter hjælp et stykke nede ad vejen og andre fra et hustag, siger den frivillige.

Flere havde vejrtrækningsproblemer.

Den frivillige begyndte at hjælpe dem. Men undervejs begyndte vedkommende selv at få problemer.

- Jeg begyndte at blive stakåndet, som om jeg ikke kunne trække vejret selv. Og mine øjne kløede. Jeg følte kvalme, som om jeg skulle kaste op.

Rapporter har tidligere peget på, at den syriske regering har brugt kemiske våben.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Jokeren brugte formue på coke: 'Nu...
bt.dk
Rødt kort, lynmål og straffe i...
bt.dk
Vild afsløring: FIFA overvejer at...
bt.dk
Ski-dronning sætter punktum for...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx