Af Ritzau - 08/05-17 22:03

Macron slås for klimaet i samtale med Trump før skæbnedagMacron slås for klimaet i samtale med Trump før skæbnedag

Trump har truet med at droppe FN-klimaaftale, og mandag gjorde Emmanuel Macron et forsøg på at forsvare den.

storybild

- Han vil forsvare klimaaftalen, siger Emmanuel Macrons talskvinde til CNN om telefonsamtale med Donald Trump mandag aften. (Billede: Scanpix/Brendan Smialowski)

Den internationale klimaaftale er uhyre vigtig, fastslår Emmanuel Macron, som efter sin franske valgsejr søndag har talt i telefon med Donald Trump.

Samtalen mellem Frankrigs kommende præsident og USA's siddende præsident fandt sted, mens hele verden afventer en melding om klimaaftalens skæbne fra regeringen i Washington.

- Han vil forsvare klimaaftalen, og han er meget opmærksom på at beskytte det franske folk, siger Laurence Haim, som er talskvinde for Macron, til CNN.

Donald Trump har tidligere sagt, at han vil trække USA fra klimaaftalen.

Det var historisk, da verdens lande i december 2015 blev enige om en aftale, der skal bremse og begrænse klimaforandringerne på kloden. Den blev indgået, mens Barack Obama var præsident i USA.

Hans efterfølger - Donald Trump - har klart antydet, at klimaet ikke er en prioritet. Hans hovedmål er at "genskabe et stærkt USA".

Trækker USA sig fra aftalen, kan det få alvorlige følger for implementeringen.

USA er den næststørste CO2-udleder i verden. Amerikanernes accept af aftalen var afgørende for, at redningsplanen blev godkendt af alle lande.

Trump og Macron talte i ti minutter. De drøftede også international handel mellem USA og Europa, og hvordan man skal bekæmpe terrorisme.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx