Af Niels Rytter - 27/11-17 09:02

Askesky lukker lufthavn i ferieparadis - 100.000 skal forlade stedet omgåendeAskesky lukker lufthavn i ferieparadis - 100.000 skal forlade stedet omgående

Er du på Bali? Så hører metroxpress meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Vulkanen Agung på Bali

Er du på Bali? Så hører metroxpress meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Indonesiske myndigheder har mandag morgen lokal tid hævet alarmberedskabet på ferieøen Bali til det højeste niveau.

Det sker i kølvandet på, at vulkanen Agung på øen lørdag aften gik i udbrud for anden gang på en uge.

Myndighederne oplyser også, at alle folk inden for en radius af ti kilometer fra vulkanen skal forlade stedet med det samme. Det drejer sig ifølge Indonesiens katastrofemyndigheder om op mod 100.000 mennesker.

I alt er 22 mindre byer påvirket af udbruddet, og omkring middagstid mandag er 40.000 mennesker allerede evakueret.

En embedsmand fortæller til nyhedsbureauet AFP, at der er frygt for, at et "betydeligt udbrud" kan være nærtforestående.

»Alarmberedskabet er hævet til det højeste niveau. Vi kan mærke konstante rystelser nu,« siger vulkanekspert Gede Suantika, der arbejder for den indonesiske regering.

Indonesiens katastrofemyndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindre eksplosioner ind i mellem kan høres 12 kilometer fra toppen af vulkanen. Samtidig stiger der grå askeskyer op.

»Flammerne er synlige om natten, hvilket indikerer, at et muligt udbrud kan ske når som helst,« oplyser myndighederne i en erklæring.

Lørdagens udbrud resulterede i en større askesky end et tidligere udbrud, der fandt sted tirsdag i sidste uge.

Mandag morgen lokal tid oplyser de indonesiske katastrofemyndigheder yderligere, at den internationale lufthavn i byen Denpasar på Bali er blevet lukket som følge af vulkanen.

Lukningen vil vare i mindst 24 timer, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

Meldingen fra Udenrigsministeriets Borgerservice lyder natten til mandag dansk tid, at ministeriets rejsevejledning for Indonesien, der senest blev ændret 8. november, fortsat er gældende.

Her står blandt andet, at rejsende bør følge de lokale myndigheders råd og forblive udenfor sikkerhedszonen.

Den danske rejsearrangør Tui har i øjeblikket kun tre danske gæster på ferieøen Bali, og det vurderes, at de ikke er berørt af situationen.

»Vi har været i kontakt med vores gæster, og vi følger situationen nøje. Deres hjemrejse er dog ikke før i næste uge, så vi forventer ikke, at de bliver mærket af det,« siger kommunikationsmedarbejder Paulina Pajunen natten til mandag dansk tid.

»Hvis situationen udvikler sig, og der sker ændringer i deres flytider, så tager vi selvfølgelig kontakt til dem igen og hjælper dem.«

Også Bravo Tours er opmærksom på lukningen af lufthavnen:

»Jeg ved, at der ligger en plan i skuffen hos vores samarbejdspartner, der står for transport derovre,« siger administrerende direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours.

»Så bliver det med skib derfra til en af de andre øer.«

Bali, der er kendt for sine strande og templer, er placeret i den såkaldte "ildring", der er et seismisk område, hvor vulkaner og jordskælv forekommer særligt hyppigt.

Agung, der er det højeste punkt på øen, befinder sig på Balis østlige side og har en højde på lidt over 3000 meter.

Sidste gang, vulkanen gik i udbrud, var i 1963. Dengang kostede udbruddet flere end 1000 mennesker livet.

/ritzau/

Er du på Bali? Så hører metroxpress meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx