20/12-13 21:52

Flere afsløringer af NSA-overvågningFlere afsløringer af NSA-overvågning

Private nødhjælpsorganisationer og en israelsk premierminister blev også overvåget, viser NSA-dokumenter.

storybild

I 2009 blev den daværende israelske regeringsleder Ehud Olmert overvåget af NSA. (Billede: Polfoto/arkivfoto)

Britiske og amerikanske spioner overvågede et højtstående medlem af EU-Kommissionen, tyske regeringsbygninger, en israelsk premierminister og en række private nødhjælpsorganisationer, viser nogle af de senest lækkede dokumenter fra Edward Snowden.

Det skriver den amerikanske avis The New York Times og den britiske avis The Guardian.

Snowden-papir bekræfter dansk aflytningsaftale med NSA
Snowden-papir bekræfter dansk aflytningsaftale med NSA

Dokumenterne fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA og dens britiske modpart GCHQ viser, at også udenlandske energiselskaber var mål for de omfattende overvågninger, som Snowden har afsløret, hvilket har skabt ophedet debat blandt mange af USA's allierede.

Snowden opholder sig i Rusland, hvor han har fået midlertidigt asyl.

Ifølge de to aviser så overvågede NSA og GCHQ i januar 2009 e-mail adresselister hos blandt andre den daværende israelske regeringsleder Ehud Olmert.

Også Israels daværende forsvarsminister, Ehud Barak, og dennes stabschef, Yoni Koren, skulle være blevet overvåget.

Eksperter vil lægge NSA i strammere tøjler
Eksperter vil lægge NSA i strammere tøjler

Blandt de mange overvågede var også FN's Børnefond, den franske lægeorganisation Læger uden Grænser, det franske olieselskab Total og den franske forsvarsgruppe Thales.

Joaquin Almunia, som var EU's konkurrencekommissær, som holder øje med monopoler og brud på konkurrencereglerne, var en af de andre personer, som optræder i GCHQ overvågningsdokumenter.

Det er dog ikke klart, hvem der havde givet ordre til denne overvågning.

En talskvinde for NSA afviser, at efterretningstjenesten bruger spionage for at hjælpe det amerikanske erhvervsliv.

- Vi bruger ikke vores kapacitet på det udenlandske efterretningsområde til at stjæle handelshemmeligheder, ligesom vi ikke giver indhentede oplysninger videre til amerikanske selskaber for at hjælpe dem, siger hun.

Men EU-Kommissionen siger, at hvis rapporterne om, at en kommissær blev overvåget er sande, så er det "uacceptabelt."

Vildt tilbud: Stop flere afsløringer og du er fri
Vildt tilbud: Stop flere afsløringer og du er fri

De nye afsløringer ventes også at blive kritiseret i stærke vendinger i Tyskland, hvor ingen har glemt den påståede aflytning af den tyske forbundskansler, Angela Merkels, mobiltelefon.

Merkel har lagt op til, at regeringerne i Washington og Berlin samt landenes efterretningstjenester forpligter sig til ikke at spionere mod hinanden.

Afsløringerne af den britiske efterretningstjeneste GCHQ's overvågning eller aflytning af tyske regeringsbygninger er ikke mindst pinlig for premierminister David Cameron, da han har underskrevet en EU-erklæring, som fordømmer NSA's spionage mod Merkel.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx